Nuits-Saint-Georges kom ikke med i hatten da lobbyisterne skulle sprede Grand Cru markerne ud over Bourgogne kortet. I stedet blev byen som en slags kompensation begavet med hele 41 forskellige Premiers Crus Climats, der ligger som en gylden stribe rundt om foden af Bois de Charmois og videre nordpå op mod Vosne-Romanée.
Den 3. sidste Premiere Cru mark inden kommunegrænsen er Les Richemone. Bare 2,1 ha. hvor Perrot-Minot efterhånden har erhvervet/lejet 3/4 af vinstokkene og nu producerer 2 nogle gange 3 ret enestående vine. Dels denne "almindelige" Les Richemone, dels en Les Richemone Vieilles Vignes og så nogle gange en Les Richemone Vieilles Vignes Cuvée Ultra, som i de bedste år produceres på frugten fra det der er tilbage af en beplantning fra 1902 i den sydligste del af marken.
Det er ikke nemt. Nærmest vildt forvirrende fordi begrebet Vieilles Vignes tilsyneladende benyttes lidt i flæng. Men der er så vides mening i galskaben forstået på den måde at når der frigives en Cuvée Ultra er der ingen Vieilles Vignes, og når der IKKE frigives en Cuvée Ultra forfremmes den enlige vin fra Les Richemone til en Vieilles Vignes. Uddybende forklaringer følger hvis man besøger Domaine Perrot-Minot. Husk at afsætte god tid!
Christophe Perrot-Minot og hans team har et eminent greb om damage control og forebyggende arbejde ude blandt vinstokkene og det er i den grad kommet dem til gode i det, vi godt nu tør kalde de 4 vanskelige år i Bourgogne. Uanset hvad moder jord har fundet på at byde ind med i 2011, 2012, 2013 og 2014 er udfordringerne blevet tacklet, og set her lidt på bagkant ved vi, at Domaine Perrot-Minot har leveret en kollektion som alle 4 år har været blandt de ypperste på hele Côte de Nuits.
Da vi tilbage i foråret 2015 smagte et udvalg af vinene fra 2013-årgangen, opfordrede Christophe Perrot-Minot os endnu en gang til at vise ham tillid og bare stikke næsen dybt ned i glasset. Så ville vi opdage, at også 2013-årgangen i det mindste hos Perrot-Minot var betydeligt bedre end sit rygte og at vinene var rene, saftige, finesserige og det man kalder lovende, når frugten endnu ikke er trådt ud af fadets skygge. Og vi måtte overgive os og kapitulere. Christophe Perrot-Minot og hans team havde endnu engang tacklet en vanskelig årgang. Vi købte vores allokering, og har siden glædet os over de tilbagemeldinger vi har fået og nydt hvor smukt disse vine udvikler sig.
Christophe Perrot-Minot tilhører den generation som ikke gør det store nummer ud af det arbejde som er forbundet med at forvandle druerne til vin. Det er ude i vinmarken at de rene og forførende vine bliver formet og i kælderen gælder det blot om ikke at ødelægge alt for meget. Det er en sang som synges af mange andre end Christophe, men på Domaine Perrot-Minot udmønter det sig i at frugten fra de forskellige vinmarker stort set behandles på samme måde år efter år.
Således er alle stilke til denne Les Richemone fjernet hvorefter druerne minutiøst er blevet sorteret. Derpå er druerne blevet knust ganske let, hvorefter der er udført en såkaldt kold maceration ved 12-14 grader i en uges tid inden temperaturen hæves og den egentlige gæring sætter ind og forvandler mosten til vin uden brug af fremmede gærstammer. Herefter får vinen lov til at sætte sig inden den hældes på fade fra Allier, som alle altid bliver købt hos Remond i Ladoix-Serrigny. Den modner afhængig af årgangen 12-14 måneder i 40% nye egefade og fade der har været brugt 1 og 2 gange tidligere.