I Løgismose er vi meget stolte over vores samarbejde med den danske chokolade-verdensmester Mikkel Friis-Holm, som gang på gang høster priser og anerkendelse ved International Chocolate Awards – Verdensmesterskaberne i chokolade. I fællesskab med vores gastronomiske udviklingschef David Johansen og Nordre Toldbods chefkonditor Nynne Dyhrberg har Mikkel Friis-Holm lavet et blend, som er reserveret eksklusivt til Løgismose.
Kakaobønnerne til blendet leveres af to økologisk certificerede kooperativer i Nicaragua. Halvdelen af blendet, ”Oro”, kommer fra kakaotræer i det nordøstlige hjørne op mod Caribien, fra Mellemamerikas største naturreservat Bosawas. Den anden halvdel af blendet, O’Payo, stammer fra træer nær Waslala i højlandet i La Dalia regionen i den centrale del af Nicaragua. Området er med sine køligere temperaturer ikke klassisk kakaoland, men de køligere temperaturer sikrer en langsom vækst og resulterer i en kakao med en frugtig, frisk og let profil, som komplementerer Oro’ens mere bløde, runde, nøddeagtige og intense kakaosmag på fornem vis.
Ifølge den officielle definition består mørk chokolade af kakaobønner, sukker, evt. vanilje og lecitin, og skal have et kakaotørstofindhold på mindst 43%, hvoraf de 26% skal være kakaosmør.
Løgismoses Nicaragua Mørk Chokolade 76% indeholder – som navnet antyder – hele 76% kakaotørstof og består i al sin renhed kun af kakaobønner, sukker, og lidt kakaosmør.
Trods sit høje kakaotørstofindhold er chokoladen helt uden den ubehagelige tørhed, som mange andre chokolader i denne ende af skalaen ellers rummer. Chokoladen har masser af krop og noter af solbær og mørke kirsebær, men samtidig en udpræget floralitet og citrus.