Denne Moulin-à-Vent har en speciel betydning for Løgismose da den har været fast i sortiment fra 1978 til 2010. Efter ti års fravær er den tilbage i nye klæder og produceret og tappet i en ny kælder. Men vinstokkene er de samme, nu bare endnu ældre. De ældste er sat i jorden, da Frankrig atter blev frit i 1945.
Domaine de la Tour du Bief var et af de (angiveligt det) første Domaine Lene Grønlykke besøgte sammen med Georges Duboeuf tilbage i efteråret 1977 dengang de to stadig var i færd med at lære hinanden at kende, og senere var det med denne vin de første medlemmer af Løgismose Vinklub fik smag for druen Gamay, for Beaujolais og for Georges Duboeuf. Resten er som man siger historie. Både Tour du Bief og Duboeuf blev en del af Løgismoses DNA.
Domaine de la Tour du Bief var dengang var ejet af Comte de Sparre familien som ikke havde forstand på og ikke interesserede sig for vin avl og derfor havde hyret Georges Duboeuf ind for at profilere vinen og domænet. Det blev til et samarbejde som varede ved helt frem til 2008 hvor Sparre-familien valgte helt at afvikle deres vinøse aktiver. Køber blev den berømte Bourgogne producent Vincent Girardin, men han nåede kun at producere to årgange, fordi han efterfølgende valgte at sælge sit livsværk til det mægtige Compagnie des Vins d’Autrefois, som ikke inkluderede Beaujolais i deres strategiplaner. Tour du Bief blev derfor i 2012 solgt videre til Jean-Jacques Parinet som var vendt hjem til barndomslandet og allerede havde erhvervet det nærliggende (tidligere Château des Thorins) et par år tidligere ovenpå en lukrativ karriere i IT-branchen.
Denne Moulin-à-Vent bærer således ikke længere Georges Duboeuf signatur, men produceres i stedet på Château du Moulin-à-Vent af den unge vinmager Brice Laffond, som Jean-Jacques Parinet headhuntede i 2013 fra Domaine Faiveley i Bourgogne. Her er der tale om selektion fra de ældste vinstokke på 6,7 ha. af det granit rige øst- sydøst vendte lieu-dit, som også kaldes Tour du Bief og som ligger ca. 800 meter fra den berømte mølle som distriktet er opkaldt efter. Høsten er manuel og klaserne soigneres inden de placeres i 30 kilos plastkar og køres den korte tur frem til vingården vis a vis Moulin-à-Vent. Her sker der endnu en soignering af klaserne inden 60% af stilkene fjernes hvorefter druer og klaser gærer til vin uden knusning og uden fremmede gærstammer. Herefter er halvdelen af vinen modnet 12 måneder på medium ristede barrique og 300 liters fade fra Taransaud og François Frères (10% nye) inden den endelige cuvée er sammenstukket i rustfrit stål og tappet på flaske uden forudgående filtrering.
Vinen skænkes med en smuk, dybt rød farve som stadig changerer i det lilla. Der er dejlige aromaer af modne, men stadig friske røde og mørke bær med hindbær, jordbær og kirsebær der accentueres af rose, pæon og viol samt lidt pikante krydderier fra fadene. Pænt fyldig, men ikke egentlig kraftig. Fine tanniner og god længde. En dejlig terroir dreven Moulin à Vent, som leverer både dybde og kompleksitet uden finessen tabes af syne. Samtidigt sikkert også en vin, som vil "pinotere" i løbet af nogle år. Det vil sige udvikle karaktertræk, som i de bedste stunder forveksles med Pinot Noir.