Med al respekt for alle de andre vine som Duboeuf tilbyder, så er der en særlig aura omkring Morgon vinen fra Domaine Descombes i almindelighed og denne cuvée fra den berømte Côte du Py i særdeleshed. Vinene er nært knyttet til historien om Jean Ernest Descombes, som var en meget populær figur i Beaujolais. Han var en munter karakter og med smittende begejstring var han altid klar til fest. I mere end tredive år var han en af de ypperste ambassadører for druen Gamay, og hans kælder blev besøgt af utallige journalister og branchefolk, som kom for at opleve kvintessensen af Beaujolais.
Men i oktober 1993 var det slut, og lige siden har hans datter Nicole Descombes Savoye videreført domænet og det nære samarbejde med Georges Duboeuf, der startede helt tilbage i 1968, da Jean Ernest Descombes som den første skrev kontrakt med Georges Duboeuf kort efter etableringen af "Les Vins de Georges Duboeuf".
Domaine Descombes ligger lidt syd for Ville-Morgon i den lille flække Les Micouds, der ligger på vejen op mod Côte du Py, hvis vulkanske skråninger tilhører de historiske og fornemste voksesteder i appellationen. Her har Descombes sine parceller omkring vingården, omkring vartegnet Croix du Py og helt oppe på toppen af bakken ved Table d'orientation de Morgon, hvor de ældste vinstokke nærmer sig deres 100 års fødselsdag.
Høsttidspunktet fastsættes i samarbejde med team Duboeuf som også hjælper til med organiseringen af selve høsten, som er manuel over hele linjen. Der sker en soignering allerede i vinmarken og endnu en foran vinkælderen inden druerne afstilkes og pumpes op i beton og rustfri gæringstanke uden knusning. "Maceration carbonique" kaldes det og medfører, at der ved siden af den traditionelle alkohol gæring, sker en naturlig kulsyre udblødning, som profilerer saften og frugten i vinen. Macerationen tager op mod 3 uger hvorefter hovedparten af den unge vin modner i tankene, og en lille del (10-25% afhængig af årgangen) på brugte fade i 10 måneder frem mod det endelige sammenstik og aftapningen på flaske.
En smuk, saftig nærmest subtil Morgon Ikke videre voldsom, men til gengæld med storartet aromatisk finesse. Prøv den til en saftig kroghængt oksefilet, til stegt andebryst, til modne oste eller til næsten hvad som helst. Beaujolais i almindelig og denne Morgon i særdeleshed skal tælles med blandt planetens mest alsidige mad vine.
Generelt om årgang 2020 i Beaujolais:
Teamet hos Georges Duboeuf fortæller, at arbejdet med høsten og den efterfølgende vinfremstilling ikke blev væsentligt vanskeliggjort af de mange forskellige forholdsregler, herunder indrejse-restriktioner for høstarbejderne, og der er begejstring for den samlede kvalitet i 2020-årgangen.
Juli var ekstremt tør med kun ¼ af den normale nedbør. Det var den tørreste juli siden 1959, og derefter var der flere gange i august tale om reel hedebølge, hvor temperaturen flere dage nåede op forbi 40°C. Tørken og varmen fremskyndede modningen af druerne, og derfor begyndte høsten allerede den 20. august, hvilket var næsten tre uger tidligere end i 2019. Kun 2003-høsten er startet tidligere.
Der var over alt tale om meget sunde druer, og derfor kunne Duboeuf’s team nøjes med at fjerne mindre end 1% på sorteringsbælterne, hvilket er et tegn på høj kvalitet. Ikke desto mindre drillede selve vinfremstillingsprocessen idet først den alkoholiske og senere den malolaktiske gæring havde tendens til at gå i dvale. Chef Vinmager Denis Lapalu og Master-Blender Emeric Gaucher var derfor i et par uger på arbejde både dag og nat for at sikre opvarmning eller nedkøling af de mange ståltanke med gærende vine i det store centrale anlæg og for at bistå med råd og rådgivning ude på de enkelte vingårde.
Denis Lapalu beskrev druerne som fantastiske, men små og fulde af sukker og det betød et gennemsnitligt naturligt alkoholindhold på 13,22%, hvilket var 0,42% mere end i 2019, og da skallerne samtidigt var tykke og fulde af pigment, blev der også tale om en meget dybere farve end i 2019.
Emeric Gaucher sammenligner 2020-årgangen med 2015 og for de bedste cuvéers vedkommende med 2018, og siger: "Det er indlysende, at vinene i år kommer med en meget høj grad af modenhed, men smagsprofilen er slet ikke som i 2003, som var for kogt og hvor mange vine lugtede som svesker. Her er der tale om frisk mørk frugt så som solbær og andre mørke bær."
I det hele taget er der tale om en flot årgang, hvor det eneste lille minus er kvantiteten. Det er tilladt at høste 58 hl. for Beaujolais-Villages. Georges Duboeuf nåede ingen steder ikke op over 50 hl.