Dette er en fin Morgon med stor aromatisk harmoni mellem kirsebær, solbær og fersken. Dejlig saftig, lidt rigere og lidt mere koncentreret end de fleste andre vine fra Beaujolais, og dertil en fornem syrebalance som løfter den op blandt de bedste i appellationen. Det kan simpelthen smages at 2020 var et godt år for vinbønderne i Morgon.
Druerne høstes på sydøst vendte parceller på tilsammen godt 12 ha. Bedst kendt er Le Py, la Roche Pillée, Les Pillets og Bellevue, hvor vinstokkene i gennemsnit er mere end 50 år og på Le Py endda op imod 100 år gamle. Høsten er manuel over hele linjen, og druerne afstilkes inden de pumpes op i rustfri gæringstanke uden først at blive knust. "Maceration carbonique" kaldes det og medfører, at der ved siden af den traditionelle alkohol gæring, sker en naturlig kulsyreudblødning, som profilerer saften og frugten i vinen. Udblødningen og macerationen tager op mod 3 uger hvorefter den unge vin modner 8 måneder i stål og beton frem mod det endelige sammenstik og aftapningen på flaske.
Prøv den til en saftig kroghængt oksefilet, til stegt andebryst, til modne oste eller til næsten hvad som helst. Beaujolais i almindelig og denne Morgon i særdeleshed skal tælles med blandt planetens mest alsidige mad vine.
Vinen er nært knyttet til historien om Jean Ernest Descombes, som var en meget populær figur i Beaujolais. Han var en munter karakter og med smittende begejstring altid klar til en fest. I mere end tredive år var han en af de ypperste ambassadører for druen Gamay, og hans kældre blev besøgt af utallige journalister og branchefolk, som kom for at opleve quintessensen af Beaujolais. Men i oktober 1993 var det slut og lige siden har hans datter Nicole Descombes Savoye videreført domainet og det nære samarbejde med Georges Duboeuf, der startede helt tilbage i 1968, da Jean Ernest Descombes som den første der skrev kontrakt med Georges Duboeuf kort efter etableringen af "Les Vins de Georges Duboeuf".
Generelt om årgang 2020 i Beaujolais:
Teamet hos Georges Duboeuf fortæller, at arbejdet med høsten og den efterfølgende vinfremstilling ikke blev væsentligt vanskeliggjort af de mange forskellige forholdsregler, herunder indrejse-restriktioner for høstarbejderne, og der er begejstring for den samlede kvalitet i 2020-årgangen.
Juli var ekstremt tør med kun ¼ af den normale nedbør. Det var den tørreste juli siden 1959, og derefter var der flere gange i august tale om reel hedebølge, hvor temperaturen flere dage nåede op forbi 40°C. Tørken og varmen fremskyndede modningen af druerne, og derfor begyndte høsten allerede den 20. august, hvilket var næsten tre uger tidligere end i 2019. Kun 2003-høsten er startet tidligere.
Der var over alt tale om meget sunde druer, og derfor kunne Duboeuf’s team nøjes med at fjerne mindre end 1% på sorteringsbælterne, hvilket er et tegn på høj kvalitet. Ikke desto mindre drillede selve vinfremstillingsprocessen idet først den alkoholiske og senere den malolaktiske gæring havde tendens til at gå i dvale. Chefvinmager Denis Lapalu og Master-Blender Emeric Gaucher var derfor i et par uger på arbejde både dag og nat for at sikre opvarmning eller nedkøling af de mange ståltanke med gærende vine i det store centrale anlæg og for at bistå med råd og rådgivning ude på de enkelte vingårde.
Denis Lapalu beskrev druerne som fantastiske, men små og fulde af sukker og det betød et gennemsnitligt naturligt alkoholindhold på 13,22%, hvilket var 0,42% mere end i 2019, og da skallerne samtidigt var tykke og fulde af pigment, blev der også tale om en meget dybere farve end i 2019.
Emeric Gaucher sammenligner 2020-årgangen med 2015 og for de bedste cuvéers vedkommende med 2018, og siger: "Det er indlysende, at vinene i år kommer med en meget høj grad af modenhed, men smagsprofilen er slet ikke som i 2003, som var for kogt og hvor mange vine lugtede som svesker. Her er der tale om frisk mørk frugt så som solbær og andre mørke bær."
I det hele taget er der tale om en flot årgang, hvor det eneste lille minus er kvantiteten. Det er tilladt at høste 58 hl. for Beaujolais-Villages. Georges Duboeuf nåede ingen steder ikke op over 50 hl.