Dette er 2017-årgangen og dermed den 5. udgave af rødvinen fra den økologiske linje hos det respekterede vinhus Valle Reale, der ligger for foden af Monti della Laga på grænsen til Parco Nationale della Gran Sasso i Abruzzo.
Druerne høstes fra familiens økologiske vinmarker i Peligna-dalen, samt fra nogle nyligt anlagte ligeledes økologisk kultiverede skråninger inde i selve Parco Nazionale della Majella i nærheden af det berømte Centro Visita del Lupo, der hvert år modtager 10-tusinder af gæster, der ønsker at lære mere om de vilde ulves liv på bjerget. Derfor var det nærliggende at give vinen navnet Lupi Reali, smide et par venligsindede ulve op på etiketten og markedsføre vinen i vildmarkens skær.
Druerne er høstet fra vinstokke, der stadig er relativt unge (mellem 10 og 15 år). De høstes ved håndkraft og afstilkes forud for presningen og gæringen, der foregår traditionelt i cement og rustfrit stål med hyppige omrøringer de første dage. Herefter får vinen lov til at passe sig selv i 6 måneder frem mod aftapningen på flaske, der finder sted, efter at vinen er blevet filtreret ganske let.
Resultatet er en mild, saftig og stort drikkelig vin, der fint fortæller om Montepulciano druens fortræffeligheder. Der er fine nuancer af kirsebær og sødmefulde skovjordbær til næsen, og i munden bliver den sødmefulde frugt og de mere krydrede elementer fint balanceret af en dejlig underliggende friskhed.
Med andre ord en meget alsidig vin, der gerne spiller sammen med diverse retter med lam, vildt og okse gerne ledsaget af stadig sprøde grønsager med krydderurter og generøse mængder hvidløg.