Det var med dette blend af en rødvin, der er navngivet i respekt for Rivetti-brødrenes far Giuseppe Rivetti, som kom når man kaldte PIM, at La Spinetta for alvor entrerede på den piemontesiske rødvinsscene.
Vinen debuterede i 1989-årgangen, og var dengang et ligeligt blend mellem Nebbiolo, Barbera og den invasive Cabernet Sauvignon, og vinen delte vandene, og fik bølgerne til at gå højt mellem det vi kaldte modernisterne og traditionalisterne. Dengang var Monferrato appellationen endnu ikke opfundet (den kom først i 1994), og vinen med faderes sirligt svungne kælenavn på etiketten var derfor udenfor nummer. En simpel bordvin med en fremmed drue med ombord. Det kunne man bare ikke!
Og så kunne man alligevel. Daniele Cernille og Carlo Petrini smagte 1990-årgangen, og belønnede den i første hug med de eftertragtede 3 glas i vinbibelen Gambero Rosso, som dengang var en del af den italienske Slow-Food bevægelse.
Vinen blev kaldt for et "nybrud", og resten er historie. PIN fik enorm opmærksomhed og blev nærmest fra starten løftet op ved siden af de bedste vine fra Barolo og Barbaresco. Heldigt for La Spinetta, som dengang endnu ikke havde råd til at købe jord i de to berømte distrikter.
I årene omkring årtusindskiftet blev Cabernet Sauvignon gradvist udfaset, og siden 2003 har drueblandingen heddet 65% Nebbiolo fra Starderi parcellerne oppe bag Nieve i Barbaresco og 35% Barbera fra Bionzo oppe i nærheden af Bricco Quaglia, hvor Spinetta 's eventyr startede.
Druerne er begge steder høstet i hånden med sortering såvel oppe i vinmarken som nede i Spinettas kælder i Castagnole Lanze. Alle stilke fjernes, inden der sker en let knusning af druerne forud for gæringen uden fremmede gærstammer i rustfri avancerede såkaldte roto-fermentorer. Herefter er vinene modnet 12 måneder i 20% nye og resten 1 gang brugte franske fade inden den endelige vin er blevet sammenstukket og efter yderligere 4 måneder tappet på flaske uden forudgående klaring eller filtrering.
En på alle måder bemærkelsesværdig vin også selvom Cabernet Sauvignon blev sendt på pension for mange år siden. Masser af nærmest eksotiske noter fra søde kirsebær og blommer på bedste Barbera d’Asti maner og dertil markante strejf af tobak, viol og visne roser fra Nebbiolo. I starten regerer Barbera, men efterhånden som vinen får tid og luft i glasset tager Nebbiolo fat og giver vinen mere kant. Det giver mening!