Eksemplarisk Meursault fra Domaine Michelot, fra den første årgang efter den store renovering af kælderen og skabt på en blanding af frugt fra 35 og 40 år gamle vinstokke høstet fra Michelot's 2 parceller helt oppe og helt nede på Charmes marken.
Høsten er manuel med en selektion af de bedste drueklaser allerede ude i vinmarken, som herefter transporteres den korte vej op til vinkælderen i specialdesignede rustfri stålkar. Her bliver druerne knust og går herefter direkte ind i de pneumatiske presser, og efter kold bundfældning, der som regel tager 12-18 timer omstikkes mosten til rustfrit stål, hvor den alkoholiske gæring efterfulgt af malolaktiske finder sted. Derefter følger en modningsproces på 12-14 måneder på egetræsfade (omkring 20% nye) hvorefter den endelige vin sammenstikkes og efter yderlige 6 måneders ro gennemgår en let filtrering og tappes på flaske.
Intens duft af frisk træ, popcorn, smør, æbler, melon og yoghurt samt lidt hvide blomster. Fine ristede toner i smagen med god, dyb frugt til den friske side, cremet tekstur og mundfølelse balanceret af vederkvægende syre. Fadet virker fint integreret og strejf af vanilje fornemmes stadig selvom subtile noter af skovbund begynder at trænge sig på.
Server i store Bourgogneglas til smagfulde fisk fra de danske have såsom pighvar, søtunge eller havtaske og også gerne torsken i de kolde måneder, hvor den er mest fast i kødet. Hummer er også en prægtig ledsager. Klæd dem med rigeligt smør eller fløde, grønne grøntsager, løg og svampe, måske endda lidt bacon.
Vi citerer Serena Sutcliffe: "fantastisk vin, en stor og rig Charmes - indbegrebet af fin Meursault".