Château Pajzos har i århundreder været kendt for sit exceptionelle potentiale, men ligesom på så mange andre vingårde i Ungarn stod tiden stille, da de teknologiske lande vindinger - med det rustfri stål og det temperaturstyrede gæringsforløb i spidsen - ramte Frankrig, Italien og de andre vesteuropæiske lande.
Heldigvis har Les Bordelaises altid haft noget med Tokaj. Måske fordi de søde vine fra Tokaj historisk set har været de eneste sande konkurrenter til Sauternes. Franskmændene VIL Tokaj, og på mange måder har det været godt, fordi de har haft lysten til at investere og fordi de har været i stand til at rejse den nødvendige kapital.
Således blev Château Pajzos i 1991 købt af 12 franske investorer, heriblandt Jean-Michel Arcaute fra Château Clinet i Pomerol og den meget velhavende landbrugsingeniør Jean-Louis Laborde. Den oprindelige plan handlede om forsigtige investeringer, men for Jean-Louis Laborde blev projektet en hjertesag, og da man ikke kunne enes om ambitionsniveauet begynde Jean-Louis Laborde at frikøbe de øvrige investorer i en proces, som også førte til at han overtog Château Clinet.
Siden 2000 har Jean-Louis Laborde således været enerådende på Château Pajzos og søstervingården Megyer, som er blevet indlemmet i projektet. Der er investeret enorme summer i kælderen, og for yderligere at optimere kvaliteten er foreløbig op med halvdelen af vingårdens 117 ha. blevet ny tilplantet med ypperlige kloner af druerne Hárslevelű, Sárgamuskotály og Furmint. Endelig er der også blev sat et par ha. med de gamle druesorter Zéta, Kabar, Gohér og Kövérszőlő for at undersøge om de gemmer på nogle kvaliteter, som ikke må gå tabt.
På Château Pajzos er der ca. 60 ha. med vinstokke i produktion og der produceres (m.ed markante udsving fra år til år) omkring 300.000 flasker fordelt på 20 forskellige med en nogenlunde ligelig fordeling mellem det tørre og det søde.
Château Pajzos har været en del af Løgismose familien siden februar 2017.
Se de aktuelle vine fra Château Pajzos