"Volere é Potere" står der med smukke sirlige bogstaver hen over porten til Casa Martini. Eller på dansk "Hvor der er en vilje, er der en vej", og det blev den fælles vision for den italienske iværksætter Alessandro Martini og hans kammerat botanikeren Luigi Rossi, da de tilbage i 1863 skabte deres første vermouth som de døbte Martini Rosso, som siden skulle blive et af støvlelandets stærkeste, mest ikoniske og bedst markedsførte brands.
Martini Rosso skulle efter sigende her mere end 150 år senere stadig blive fremstillet efter en recept som ligger meget tæt op ad den oprindelige, som naturligvis forbliver bevogtet under lås og slå. Det er en del af fortællingen, og der skulle således i dag kun være 3 personer, som kender alle hemmelighederne. Nemlig de 3 såkaldte "Vermouth Master Blendere", som kan føre deres tilknytning til Martini & Rossi og den lille landsby Pessione syd for Torino 8 generationer tilbage.
Det drejer sig om Beppe Musso som efter at være dimitteret fra den verdenskendte Scuola Enologica di Alba, som lige stod 18 år i lære hos sin onkel - den nu tidligere Master Blender - Luciano Boero. Om Franco Brezza, der er søn af Giovanni Brezza, der var Master, Blender i mere end 40 år, og så Ivano Tonutti hvis mor for 30 år siden fandt sin anden ægtemand blandt Martinis Vermouth Master Blendere.
Der er således en forunderlig kontinuitet i det persongalleri som får lov til at fastholde og videreføre dette stykke italienske kulturhistorie.
Martini Rosso har med tiden fået 4 søskende hvor især Martini Extra Dry og Martini Bianco, som kom til verden i henholdsvis 1900 og 1910, har været en succeshistorie for den ekspanderende Piemonte virksomhed. Alle 5 varianter er skabt på basis af tør Trebbiano vin fra Emilia-Romagna og Abruzzo og/eller tør Catarratto vin fra Sicilien som forstærkes og stabiliseres med en blanding af rørsukker og alkohol inden der krydres af med vanilje og en række andre hemmelige smagsgivere.
Martini & Rossi påbegyndte i 1960’erne en ekspansion som betød opkøb af Saint-Raphaël (1960), Offley Port (1966), franske Noilly Prat (1971), Benedictine liqueur (1991) og Otar Cognac (1992) inden familien og 1993 takkede ja til et tilbud på 1,26 mia. € fra Barcardi.
Martini & Rossi er således i dag et af de vigtige ben i Bacardi Limited, som med en omsætning på vej mod 5 mia. € er verdens største spiritus koncern, som stadig er i privat eje.