Vi har længe holdt et vågent øje med en håndfuld producenterne i Marsannay som har modstået urbaniseringen fra Dijon og lige nu leverer på et niveau som både imponerer og charmerer. Flere af den har også været forbi smagepanelet på Toldboden, men enten kunne de ikke levere eller også var der allerede en importør, som ikke ville dele. Så det var ligesom lidt op ad bakket indtil Domaine Coillot pludselig bankede på i slutningen af juni. Det var kærlighed ved første sip, og efter en smuttur til Bourgogne i september, hvor vi lod Marsannay vine fra 9 producenter duellere mod hinanden på terrassen foran den fine Restaurant et Bar à Vins "Au Clos Napoléon" i Fixin tør vi godt hævde at Coillot er blandt de 2-3 ypperste producenter i Marsannay. Vinene kommer med en finesse og en selvfølgelig fylde, som får rigtig mange vine fra de mere berømte kommuner lidt længere sydpå til at blegne. Og det vidunderlige er, at Robert Parker og de andre internationale smagsdommere slet ikke har opdaget det.
Men der er nok kun et spørgsmål om tid, i det Domaine Coillot for et par år siden fandt sammen med en af Frankrigs dygtigste og mest respekterede distributører, og vinene har nu fundet vej til en stribe af Frankrigs bedste restauranter. Således er de på kortet hos de 3-stjernede restauranter Georges Blanc, Gagnaire, Héléne Darroze, 1947/Le Cheval Blanc, L’Ambroisie, Guy Savoie, La Bouitte samt på en lang række andre restauranter, som ”nøjes” med 1 eller 2 stjerner i den eftertragtede Michelin guide.
Domainet blev grundlagt i slutningen af 1960’erne, da Bernard Coillot besluttede selv at tappe familiens vine, og han er efterfølgende blevet kaldt en af de unge rebeller, som gjorde sit for at reetablere Pinot Noir på vinmarkerne omkring Marsannay. I dag er stafetten for længst overdraget til sønnen Christophe. Han efterstræber terroir-drevne vine funderet på frugt fra bæredygtigt landbrug, hvor der ikke bruges pesticider og herbicider. Der pløjes for at begrænse ukrudtet og for at tvinge vinstokkenes rødder ned i dybden, men den maskinelle høst er sendt på pension. I kælderen er chaptalisering uanset årgangenes beskaffenhed ikke en option. Alle stilke fjernes hvorefter der gæres uden knusning af druerne og uden fremmede gærstammer, enzymer og anden manipulation, inden vinene til sidst modner relativt længe (12-16 måneder) i nye og brugte fade fra Allier og Vosges.
Domaine Coillot disponerer over 12 ha. fordelt på nogle af de fineste Lieux-dits i Marsannay (Blandt andre Les Longeroies, Les Boivins, Les Ouzelois som alle er indstillet til forfremmelse til 1. Cru ved den næste revision af appellationen) samt fint placerede parceller med ældre og direkte gamle vinstokke i kommunerne Fixin, Nuits-Saint-Georges og Gevrey Chambertin.