Denne Orchard Lane Sauvignon Blanc fra Marlborough er en af de seneste tilføjelser til vores voksende portefølje af vine skabt på druen som både herhjemme, internationalt og i særdeleshed i New Zealand rider på en tilsyneladende ustoppelig bølge af succes
Orchard Lane er et lille søsterbrand fra Sugar Loaf Wines, der er et familieforetagende, der ligger i hjertet af Marlborough i et område, som for ikke så mange år siden var én stor æbleplantage, men nu er de fleste æbletræer fældet, og hos Sugar Loaf er der etableret en vingård med kapacitet til også at hjælpe nogle af egnens andre vinbønder, som endnu ikke råder over deres egne faciliteter
Sugar Loaf Wines blev grundlagt i 2004 af den dengang 23-årige Kate Acland, som brød med 5 generationers fokus på får, kvæg, æbler og honning ved at studere ønologi ved Lincoln University. Efter praktik i Frankrig, Tyskland og Californien vendte hun hjem til Marlborough og i 2007 blev det, der i starten var fugle på taget, meget konkret, da hun fik mulighed for at købe nogle parceller med vinstokke med en tilhørende nedlagt æblecider fabrik!
Efter ombygninger og investeringer kunne hun producere sin første vin i 2008. Siden er det gået slag i slag, og selvom honning fra familiens 3.500 ha. med skov og strandeng stadig er big business (med blandt andet en "sparkling honey mead" (gæret honning og kildevand)), fylder vinen fra de efterhånden 26 ha. med vinstokke mere og mere.
Der er tale om frugt fra forskellige parceller i Wairau- og Awateredalene - heriblandt nogle af de ældste tilplantninger med Sauvignon Blanc på "Home Block" og "Pappillon Block" - som i 2020 nød godt af en bemærkelsesværdig lang og tør sommer, som blev efterfulgt af en smuk efterårsperiode med kølige nætter og de helt rigtige temperatursvingninger mellem dag og nat. Druerne er høstet de sidste dage i marts, og de er efter en soignering straks presset til en most, som efter den fik lov til at sætte sig natten over er forvandlet til vin blok for blok i termoregulerende ståltanke. Herefter er den endelige cuvée sammenstukket, og efter 4 måneder med gærresterne og en filtrering er vinen fyldt på flaske i juli 2022.
En fin NZ Sauvignon Blanc med den helt rigtige imødekommende sprøde tropiske frugtsmag. Ikke så pågående som så mange andre, men dejlig ren og læskende med fine afdæmpede noter af passionsfrugt, mango og iris og et markant strejf af citrus, som sikrer, at man ikke skal lede efter den livgivende friskhed.