Allerede da David Hohnen i 1990 valgte at sælge sit livsværk til rigmanden Joseph Henriot som dengang også ejede Champagne Veuve Clicquot lå det ligesom i kortene at Cloudy Bay ikke længere kun skulle være omdrejningspunktet for Sauvignon Blanc i New Zealand, men også for mousserende vine skabt på det klassiske blend af Pinot Noir og Chardonnay. Men da det daværende team ikke ligefrem boblede over af begejstring for de nye vinde der blæste, skal vi helt op til 2003 da Louis Vuitton Möet Hennessey overtog Veuve Clicquot og dermed også Cloudy Bay Vineyard før der for alvor kom fokus på produktionen af Mousserende vine.
Siden er vi blevet begavet med en stribe årgangs bobler og en stribe takes på denne non-vintage Brut, og år efter år har vi kunnet følge med i hvorledes man langsomt er begyndt at producere mousserende vine med mere frugt og mindre autolyse. Eller om man vil mousserende vine, der kommer med deres egen ret og i et udtryk som får os til at fornemme at ambitionen er at producere New Zealands bedste mousserende vine. Når man tænker hvilken ekspertise der rumsterer i baglandet og hvilke økonomiske muskler, der også er til rådighed, så manglede det da også bare.
Vinen er skabt på Chardonnay fra parceller i Brancott, Fairhall og Ben Morven samt på Pinot Noir fra Central Wairau Valley, der alle er områder på den nordligste del af sydøen, der kløves af de smukke fjorde kaldet Te Hoiere eller Pelorus Sound. Der høstes både i hånden og maskinelt og druerne transporteres de 20-25 km. ned til vingården i små plastikkasser.
Druerne presses med stilke og uden knusning hvorefter mosten får lov til at sætte sig således således at den kan pumpes fri af bundfaldet inden gæringen der sker i rustfrit stål efter podning med en opformeret stamme af såkaldt Montrachet gær. Hovedparten af vinen modner herefter 8 måneder i ståltankene, men en mindre del ser og både store og mindre franske fade inden den endelige cuvée i sammenstikkes og tilføres 25% vin de reserve i november. Vinen tappes på flasker og tilføres gær fra den oprindelige gæring i februar og derpå får den lov til at modne mindst 24 måneder frem mod degorgement og en dosage på 8g. pr. liter.
En dejlig mousserende vin med fine små og vedvarende perler og en duft der domineres af gule blommer, pære, moden citrus, grillet brød og brioche. Nærmest fyldig, cremet kompleksitet og en dvælende nøddeagtig finish. Tør uden at knase.
"We are not after big, bright, loud flavours; what we are after is pastel colour flavours; apple skin, flowers, light citrus. Elegance meets complexity in a melange of crispness and toasted brioche." Jim White - Teknisk Direktør