I et imponerende spænd på næsten 50 år har først Dona Manuela de Freitas og siden hendes søn Ricardo Diogo Vasconcelos de Freitas frigivet små mængder af oldgamle fantastiske Madeira-vine, som en voksende skare af entusiaster verden over ventede på at få lov til at købe. Desværre er kilderne ved at tørre ind og i dag udgør salget af Madeira-vine, der er modnet i 20 år eller mere langt under 1% af det samlede salg.

Via vores gode kontakter er vi de sidste 15 år løbende blevet tilbudt nogle af disse rariteter og nogle gange har vi ladet os friste i en grad som betød, at vi fik besøg af vores økonomiafdeling. Tilbagemeldingerne fra vores kunder har været overstrømmende, også efter at priserne er begyndt at stikke af, og såfremt vi skulle få tilbudt nogle flasker fra de sidste historiske fade, som Ricardo de Freitas nidkært vogter, er vi klar.

Her de sidste rester af Frasqueira Boal 1982 i en aftapning på bare 1.050 nummererede flasker fra 2012. Vinen blev første gang frigivet i 2007 efter at Ricardo de Freitas havde valgt at flytte vinen til 60 liters glasballoner tilbage omkring årtusindeskiftet for at imødegå overdreven koncentration. Efter den første aftapning fyldte Ricardo de Freitas imidlertid den vin der var tilbage på to gamle franske fade som blev anbragt helt oppe under bliktaget i en af lagerhallerne. Her har vinen så fulgt døgnets og årets rytme i 5 år med ekstraordinær koncentration, lidt mindre sukker og mere syre til følge.

Vi lader her Mads Johansen fra winelab.dk beskrive vinen, sådan som han oplevede den kort efter frigivelsen: ”Tætpakket duft af søde svesker, rosiner og mineralitet. Smagen er fløjlsblød med masser af rosiner og er nærmest fuldendt! Smæk på syren! Træ/fad og karamel i den lange og elegante eftersmag. Det fantastiske ved Madeiravinene er, at deres høje syre holder dem mere friske, og de virker dermed mindre søde, end de egentlig er. Wow for en vin! I februar lavede de blot 1050 flasker af dette Lot af Boal 1982.” (smagt i november 2013)

Det er en vin som fortjener fuld opmærksomhed. Nyd den som aperitif sammen med gode venner, eller som en sidste trumf ovenpå en god middag hvor alt allerede er gået op i en højere enhed.

Af de hundredvis af familier, der har produceret og leveret Madeira i e sidste par hundrede år er der kun fire tilbage: Blandy, Borges D'Oliveira og så Barbeito. De tre første er stolte overlevende fra det nittende århundrede funderet på store lagre af gamle Madeira vine herunder årgange, der rækker langt længere tilbage i tiden end vinlusepidemi 1870'erne.

Barbeito derimod kom først ind Madeiras vinscene i 1940’erne på et tidspunkt hvor branchen var præget af mismod og hvor producent efter producent lukkede og slukkede. Årsagen var først en teknisk forhindring fra den amerikanske regering, der havde lukket helt ned for al import af vine fra Portugal fordi de mente at kunne dokumentere at flaskerne som vinene kom i var af dårlig kvalitet. Dernæst kom anden verdenskrig og i 6 år sørgede de tyske ubåde for at det var risikofyldt, nærmest umuligt at sejle Madeira til de vigtige britiske øer.

Midt i dette mismod havde Mario Barbeito en tyrkertro på, at alt nok skulle blive godt igen, og ligesom Charles Blandy, H.M. Borges og João D'Oliveira havde gjort det hundrede år tidligere, troede han på, at værdien af de store Madeiravine nok skulle komme op igen, når vinene blev ældre og lagrene blev mindre. Mario Barbeito havde prøvet at komme igennem med dette synspunkt mens han var revisor for Borges, men da de ikke ville lytte forlod han jobbet og begyndt at rejse rundt på øen hvor det i ly af krisen lykkedes ham at opkøbe et stort antal fade med Madeira i uvurderlige gamle årgange fra en række af de vigtigste vinproducerende familier på øen. Og mens handelen langsomt begyndte at vende tilbage gemte han sine skatte og funderede sin virksomhed på salg af yngre og mere beskedne Madeira vine.

Det blev derfor hans datter Manuela, der kom til at lukke op for skattekamrene, da hun tog over i 1970’erne. Hun sørgede for at små mængder af f.eks. Malvasia 1875, Bual 1863 og den nu legendariske Terrantez 1795 med regelmæssige mellemrum optrådte på auktionerne i London, hvilket etablerede Barbeito som det mest interessante navn blandt klodens passionerede Madeira samlere.

I dag er det Ricardo Freitas, der med dyb respekt for Madeiras historie rødder og sin mors og bedstefars visioner fører virksomheden videre, og selvom kilden til de helt gamle vine er ved at løbe tør, lykkes det stadig at markedsføre små mængder af gamle uforfalskede Madeiravine, samtidigt med at han på fire platforme tålmodigt modner store mængder af vellavet Madeira til fremtidens generationer.

Hele dette set up har fået den britiske kritiker Jancis Robinson til at kalde Ricardo Freitas for ”the established star in this atmospheric Atlantic island” samtidigt med at hun kalder Barbeito for ”Madeira’s Lafite”. Og hun er ikke alene. Ricardo Freitas blev fejret som årets vinmager i Portugal i 2010 og Barbeito’s 20-årige Malvasia blev årets vin i Portugal i 2011.