I et imponerende spænd på næsten 50 år har først Dona Manuela de Freitas og siden hendes søn Ricardo Diogo Vasconcelos de Freitas frigivet små mængder af oldgamle fantastiske Madeira-vine, som en voksende skare af entusiaster verden over ventede på at få lov til at købe. Desværre er kilderne ved at tørre ind og i dag udgør salget af Madeira-vine, der er modnet i 20 år eller mere under 1% af det samlede salg.

Denne Frasqueira Boal 1978 er da også for længst udsolgt hos Barbeito, og da der er tale om en 3. og så vidt vides sidste aftapning vil den snart forsvinde fra verdensmarkedet. Vinen er tappet fra nogle af første fade, som Dona Manuela købte da hun havde taget over efter faderen (Barbeito begyndte først selv af producere Madeira i 2001). Vinen er grundet de mange års fadlagring og den langsomme fordampning blevet stadig mere intens, og derfor blev den i foråret 2008 flyttet over i 60 liters glasballoner for at imødegå overdreven koncentration. Disse glasballoner har herefter fået lov til at stå og hygge sig i et mørkt hjørne frem mod en let filtrering og aftapning af 618 nummererede flasker i februar 2011.

En exceptionel gnistrende ren Madeira Boal med så meget knald på syren, at den nærmest æder løs af de 86g restsukker således at oplevelsen får et fænomenalt skub i den tørre retning. På trods af at den har været på vej i 40 år, behøver den tid og tålmodighed i glasset, men langsomt vokser fornemmelsen af visne duftroser, rosiner, syltet pære, figen, nødder, blomsterhonning, kandiseret orangeskal og tørrede abrikoser. Den er fyldig grænsende til det kompakte, men nedenunder er der en pulserende friskhed og en næsten salt mineralitet som tilfører oplevelsen en helt særlig dimension. En enestående imponerende vin!

Det er en vin som fortjener fuld opmærksomhed. Nyd den som aperitif sammen med gode venner, eller som en sidste trumf ovenpå en god middag hvor alt allerede er gået op i en højere enhed.

Af de hundredvis af familier, der har produceret og leveret Madeira i e sidste par hundrede år er der kun fire tilbage: Blandy, Borges D'Oliveira og så Barbeito. De tre første er stolte overlevende fra det nittende århundrede funderet på store lagre af gamle Madeira vine herunder årgange, der rækker langt længere tilbage i tiden end vinlusepidemi 1870'erne.

Barbeito derimod kom først ind Madeiras vinscene i 1940’erne på et tidspunkt hvor branchen var præget af mismod og hvor producent efter producent lukkede og slukkede. Årsagen var først en teknisk forhindring fra den amerikanske regering, der havde lukket helt ned for al import af vine fra Portugal fordi de mente at kunne dokumentere at flaskerne som vinene kom i var af dårlig kvalitet. Dernæst kom anden verdenskrig og i 6 år sørgede de tyske ubåde for at det var risikofyldt, nærmest umuligt at sejle Madeira til de vigtige britiske øer.

Midt i dette mismod havde Mario Barbeito en tyrkertro på, at alt nok skulle blive godt igen, og ligesom Charles Blandy, H.M. Borges og João D'Oliveira havde gjort det hundrede år tidligere, troede han på, at værdien af de store Madeiravine nok skulle komme op igen, når vinene blev ældre og lagrene blev mindre. Mario Barbeito havde prøvet at komme igennem med dette synspunkt mens han var revisor for Borges, men da de ikke ville lytte forlod han jobbet og begyndt at rejse rundt på øen hvor det i ly af krisen lykkedes ham at opkøbe et stort antal fade med Madeira i uvurderlige gamle årgange fra en række af de vigtigste vinproducerende familier på øen. Og mens handelen langsomt begyndte at vende tilbage gemte han sine skatte og funderede sin virksomhed på salg af yngre og mere beskedne Madeira vine.

Det blev derfor hans datter Manuela, der kom til at lukke op for skattekamrene, da hun tog over i 1970’erne. Hun sørgede for at små mængder af f.eks. Malvasia 1875, Bual 1863 og den nu legendariske Terrantez 1795 med regelmæssige mellemrum optrådte på auktionerne i London, hvilket etablerede Barbeito som det mest interessante navn blandt klodens passionerede Madeira samlere.

I dag er det Ricardo Freitas, der med dyb respekt for Madeiras historie rødder og sin mors og bedstefars visioner fører virksomheden videre, og selvom kilden til de helt gamle vine er ved at løbe tør, lykkes det stadig at markedsføre små mængder af gamle uforfalskede Madeiravine, samtidigt med at han på fire platforme tålmodigt modner store mængder af vellavet Madeira til fremtidens generationer.

Hele dette set up har fået den britiske kritiker Jancis Robinson til at kalde Ricardo Freitas for ”the established star in this atmospheric Atlantic island” samtidigt med at hun kalder Barbeito for ”Madeira’s Lafite”. Og hun er ikke alene. Ricardo Freitas blev fejret som årets vinmager i Portugal i 2010 og Barbeito’s 20-årige Malvasia blev årets vin i Portugal i 2011.