Et af de mest succesfulde slotte i Pessac-Leognan i det nye millennium er utvivlsomt Domaine de Chevalier, der under ledelse af den passionerede Olivier Bernard nu glorværdigt leverer på det hidtil højeste niveau i slottes mere end 150-årige historie.
Længe var det de hvide vine, som sugede størst opmærksomhed, men efter tilkøb af naboernes vinmarker, anlæg af dræn, omfattende ny tilplantninger med seriøse kloner af især Cabernet Sauvignon og Merlot, og nu også en biodynamisk approach er de røde vine også ankommet til toppen af hierarkiet i Bordeaux.
Denne L'Esprit de Chevalier (frem til 1986 Batard Chevalier) er således en af de mest driftssikre såkaldte 2. vine på venstre bred af Garonne-floden, og i de vanskelige årgange er det almindeligt anerkendt, at vinen overpræsterer takket være Olivier Bernard og den konsulterende vinmager Stéphane Derenoncourt's beslutning om at frugten fra de 90 små parceller skal plukkes ad flere omgange på trods af, at de ligger side om side omgivet af skov og udgør en samlet vinmark.
Drueklaserne soigneres ude blandt vinstokkene så der også bliver lidt til fuglene og nok engang foran vingården inden alle stilke fjernes og endelig en 3. gang drue for drue inden gæringen uden fremmede gærstammer i en blanding af 8.000 liters egefade, koniske rustfri ståltanke (5.000-10.000 liter) og siden 2014 også æggeformede 8.000 liters betontanke.
Vinene får lov til at sætte sig i adskillige uger efter gæringen hvorefter vinene fra de ældste vinstokke gennemgår den malolaktiske gæring i nye fade mens resten klarer malo med dekanteringer mellem eg, stål og beton.
Le Grand Vin sammenstikkes i januar og som regel bliver halvdelen eller lidt mere af årets vine godkendt, mens (det meste af) resten bliver til denne L'Esprit de Chevalier, som modner 9 måneder i nye fade eller fade, der har været brugt til Le Grand Vin. Herefter sammenstikkes den endelige vin i rustfrit stål, og om nødvenligt klares den i forbindelse med aftapningen.
En meget velafbalanceret og velstruktureret vin med finesserig frugt og fine krydderier, som til sammen skaber fascinerende dybde. Prøv den for eksempel sammen med saftige skiver af Magret de canard au four på en bund af lyngrillet pære.