Dette er den altid elegante og charmerende økologiske Chardonnay fra Jean-Marc Crozals på det lille Domaine des Homs i Minervois.
Der er tale om maskinel høst fra 1,5 ha. med op til 35 år gamle vinstokke i timerne før daggry den 3. og 4. september, og der går aldrig mere end 1 time fra druerne er plukket til den videre forarbejdning kan påbegyndes mens klaserne stadig har nattens temperatur. Drueklaserne soigneres for beskadigede og rosinerede bær. En øvelse om næsten var overflødig i 2019 hvor Jean Marc fortæller, at han ikke kan huske nogensinde at have set så smukke Chardonnay druer, og han tilføjer, at det givet skyldes, at vinstokke står på en parcel med relativt meget ler, som i 2019 formåede at holde på fugten i den meget varme og reelt alt for tørre ”klimatossede” sommer.
Alle stilke er fjernet forud for presningen, og mosten før lov til at bundfælde og udvikle aromaer i 48 timer forud for gæringen, som udelukkende sker med hjælp fra druernes naturlige gærstammer. En tredjedel af vinen gæres og modnes på brugte fade, resten gærer og modner i rustfrit stål. De to vine er sammenstukket i marts 2020 og efterfølgende tappet på flaske uden klaring eller filtrering.
En dejlig vin med blomstrende duft af anis, abrikos, mirabeller og en snert af grøn ananas, der smelter fint sammen med noter af vanilje, honning og søde varme krydderier fra den del af vinen, der har kysset fadet. Rund, aromatisk og ret cremet i munden, men også med tilstrækkelig syre til, at vinen fremstår charmerende og lander med en profil som de fleste, der holder af fadlagret Macon, Saint-Véran og sågar Pouilly-Fuissé, nemt kommer til at holde af.
Så stor respekt for det projekt som vinmageren Jean-Marc de Crozals er midt i. Dette er er Chardonnay, som stikker af fra de fleste andres forsøg med denne drue i Languedoc. Prøv den for eksempel til en slethvar gratineret med oliven, macadamianød og soltørret tomat og omgivet af en skummende sauce Noilly-Prat, der måske har fået et skud safran i hele tråde til allersidst.