Quinta do Noval har lige siden de i 1958 lancerede ikke deres, men DEN første Late Bottled Vintage 1954 begavet os med en række fine vine, som også efterhånden fandt et fint prispunkt, som betød, at vinen kunne deltage i ”LBV-krigen”, når der skulle Portvin på bordet op mod jul.
I 2004 følte man, at det var på tide at komme ”back to basis” og man besluttede producere en LBV, som fik den samme kærlighed som Quinta do Noval ’s vintage portvine. Altså udelukkende ædle druer fra egne terrasser, tilbage til de fod trådte druer i de karakteristiske granit-lagares, modning i 4 nogle gange 5 år på store gamle fade og en aftapning uden filtrering, så frugten og tanninerne kunne forblive uberørte.
Debutårgangen blev lanceret i 2009, og lige siden har denne Unfiltered Late Bottled Vintage Port været et referencepunkt for typen, og denne 2013’er, som blev tappet på flaske i december 2018 er bestemt ingen undtagelse. Der er udelukkende tale om druer plukket fra den 10. september og frem til regnen kom væltende den 27. september og det tiltagende råd som efterfølgende skabte store problemer i Douro er IKKE en del af fortællingen om denne vin.
En meget rig og aromatisk LBV med maser af chokolade og mørke bær i den fint koncentrerede og intense smag. De ekstra år på fad i forhold til Vintage betyder, at tanninerne allerede er fint balancerede, og samtidig er friskheden og mineraliteten stadig imponerende.
Vinen er fornøjelse nu og den smager stadig fremragende flere dage efter åbningen. Den bliver givet mere nuanceret og dvælende de næste ti års tid, og derfra skal den nok holde sig nogenlunde fit i endnu et årti. Men hvorfor spekulere i det, når den allerede virker nærmest komplet?