Efter årtiers tornerosesøvn er den nordlige del af Alba distriktet vågnet op til dåd, og oppe i de blide bakker bag den lille provinsby Canale høstes nu både Nebbiolo og Barbera druer, der hos unge håbefulde producenter forvandles til mesterlige vine.
Hvad det er, der er på spil, kan opleves i dette meget umiddelbare blend mellem Nebbiolo og Barbera, der i lighed med flere andre af brødrene Pelassa’s vine adskillige gange er blevet præmieret for sit fremragende forhold mellem pris og kvalitet (Premio Qualità Prezzo) i den førende italienske vinguide Gambero Rosso.
Druerne høstes fra vinstokke, der efterhånden i gennemsnit er blevet 20 år gamle og afstilkes, når de ankommer til vingården. Derefter knuses de let og pumpes op i rustfri ståltanke hvor gæringen går i gang uden fremmede gærstammer. Der udføres daglige overpumpninger (dèlestage) de første uger for at tilføre mere farve og for at udvinde mere frugt, og herefter får den unge vin fred og ro til at rykke forbi den malolaktiske gæring og modne i de samme ståltanke i 12 måneder frem mod en ganske let filtrering og aftapningen på flaske.
Resultatet er en herlig munter vin, der på forbilledlig vis forener de lidt bitre nuancer fra Nebbiolo-druen med frugten fra den mere umiddelbare og tilgængelige Barbera-drue. Farven er rubinrød med violette strejf, og duften er rig på herlige associationer til brombær, hindbær og kirsebær i et udtryk som på én gang er vinøst og frugtigt. Pænt fyldig, dejlig aromatisk og i det hele taget en usædvanlig harmonisk vin med en forfriskende, behagelig og vedvarende smag.
Vinen kan nydes til et utal af retter lige fra den friskkogte pasta med masser af søde tomater og over til den velstegte røde bøf skåret fra en tørmodnet okse. Dekanter gerne umiddelbart før serveringen.