Prunotto er et af de historiske navne i Barolo og i dag også den toskanske legende Marchese Piero Antinori ‘s prestigeprojekt i Piemonte. Antinori-familien købte Prunotto i 1994 efter så at sige at have haft vingården på prøve i 5 år. Piero Antinori bad sin ældste datter Albiera Antinori om at sætte et team, der kunne raffinere op skalere det piemontesiske projekt, og her godt 25 år senere må vi konstateret at missionen er lykkedes.
Det oprindelige areal tilplantet med vinstokke er femdoblet, 5 vine er blevet til 18 plus et par grappa ‘er og en ny topmoderne vingård er kommet til nede i udkanten Alba således at alle de forskellige vine kan mødes inden de skal videre ud i verden til Antinori ‘s mange fans.
Det hele startede tilbage i 1904 da borgmesteren i Serralunga Giacomo Oddero sammen med en notar og en meget ung og entusiastisk Alfredo Prunotto besluttede at etablere "Cantina Sociale Ai Vini delle Langhe", så egnens mange små lokale vinbønder kunne få en fast afregningspris for deres druer og andel i det overskud kooperativet genererede.
Den første høst fandt sted i 1905, men desværre viste det sig at være sværere at sælge vinen end forventet og på bagkanten af den 1. verdenskrig og den efterfølgende allierede intervention i den russiske borgerkrig mistede kooperativet så mange medlemmer at det i 1922 måtte træde i betalingsstandsning.
Her besluttede Alfredo Prunotto, der i mellemtiden var blevet gift med viljestærke Luigina at overtage "Cantina Sociale Ai Vini delle Langhe" og give det deres eget navn. De opkøbte braklagte vinmarker og signede nye aftaler med de lokale druedyrkere og da de samtidig fik forbindelser først i Sydamerika og senere i USA blev Prunotto i mellemkrigsårene Piemontes største kommercielle succes på eksportmarkerne.
I 1956 da Alfredo Prunotto var mere end pensionsmoden solgte han sit livsværk til brødrene Beppe og Tino Colla som i de følgende år yderligere styrkede Prunotto ‘s position godt hjulpet af vinmageren Carlo Filiberti. Det var dem der begyndte at isolere frugten fra de bedste parceller og da de i 1961 introducerede de 2 Cru vine Barolo Bussia og Barbera d’Alba Pian Romualdo kom de til at stå fadder til noget, der senere skulle blive en helt ny superliga af Piemontesiske topvine.
Hverken Beppe eller Tino Colla havde imidlertid børn, der ville føre livsværket videre og derfor valgte de i 1994 at sælge til Piero Antinori, som allerede i en årrække havde hjulpet dem med distribution, og i dag er det så Albiera Antinori som sammen med den ambitiøse Daniele Drocco sørger for, at navnet Prunotto stadig er respekteret og måske mere kendt end nogensinde.