Formigine Pedemontana er resultatet af en sammenlægning af to mindre kooperativer, og deres bread and butter er produktion af basisvine til nogle af de store spillere i den italienske vinindustri. Men de producerer også deres egne vine, og i 2017 fik den unge talentfulde vinmager Matteo Venturelli grønt lys til at udvikle en serie, som skulle trække de mange unge, der ellers havde glemt, hvordan man stavede til andet end Prosecco, tilbage i folden.
Serien fik navnet For.Mo.Sa., en forkortelse af navnene på de 3 nærliggende byer Formigine, Modena og Sassuolo, hvor vinene først skulle sparke benene væk under de lokale. Det lykkedes i en sådan grad, at det gav genlyd i de italienske medier, og i 2022 er interessen for vinene blevet yderligere skærpet efter man har opgraderet udstyret med mere prestigiøse flasker og lidt designerlir på etiketterne.
Upåagtet udstyret er dette den ene af en yderst veloplagte trio af sprudlende saftige vine, der kommer med så velovervejede paralleller til de voldsomt populære Prosecco-vine, at tanken strejfer Svend Gehrs legendarisk speak fra 1986: "Det er genialt, dét der!". Også selvom Lambrusco’en er lyserød. Det er der efterhånden også en del Prosecco vine der er blevet med lidt hjælp fra Pinot Nero eller andre blå druer.
Der er tale om maskinel høst fra udvalgte parceller og helklasepres straks druerne ankommer til vineriet. Herefter spontan gæring i rustfrit stål med kun få timers skindkontakt og efterfølgende modning i mindst 4 måneder inden vinen autoklaveres og får sine fine perler på naturlig vis.
Delikat mousserende, forfriskende og vedholdende. Med sine noter af jordbær, hindbær og hybenrose nærmest raffineret. En fornem version af den engang elskede og siden forkætrede Lambrusco. Simpelthen en læskende charmør. Byd da lige den lyserøde Lambrusco velkommen tilbage!
Husker du?
Der var en gang, hvor vores tørst efter Lambrusco var nærmest uslukkelig. F.eks. under pinsekarnevallet i 1986, der siden er blevet kaldt Danmarkshistoriens største byfest. Politiken sendte dagen derpå et par journalister på gaden i de tidlige morgentimer for at fange stemningen, og ud fra de ufattelige mængder af skrald og svineri i gaderne konkluderede de, at næst efter øl var det Lambrusco, i særdeleshed den lyserøde af slagsen, der havde holdt festen kørende og angiveligt var medvirkende til, at 337 personer kom på skadestuen.