På Château Leoville-Las Cases har de i årevis understreget, at deres Clos Marquis ikke var en 2. vin, men en selvstændig vin skabt på druer høstet fra vestlige parceller, som aldrig fandt vej til Le Grand Vin.

Dermed var Château Leoville-Las Cases et af de få slotte, der ikke benyttede sig af 2. vine til at fastholde og udbygge kvaliteten i 1. vinen, og når druematerialet eller den unge vin ikke var god nok blev det/den simpelthen solgt til anden side. 

Denne rutine er nu ophørt. Først fik Château Leoville-Las Cases sin ægte 2. vin, da Le Petit Lion du Marquis de Las Cases 2009 blev introduceret, og med præmierne i 2015-årgangen har Clos du Marquis nu også fået sin officielle 2. vin efter 113 år i ensomhed. Dette er således den blot 2. årgang af Petite Marquise.

Der er tale om 61% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot og 1% Cabernet Franc høstes fra parceller med yngre vinstokke vest for det berømte Grand Enclos, som leverer hovedparten af frugten til Château Leoville-Las Cases. Vinen er gæret i rustfrit stål og efterfølgende modnet i 12 måneder på fade, der tidligere har været anvendt til Clos du Marquis samt 20% helt nye fade.

Resultatet er en dejlig vin, der åbner sig fint og smager dejligt straks efter frigivelsen. Den byder på masser af solbær og mørke kirsebær og snart fanger næsen også både kakao og tobak fra den velafstemte fadlagring. Medium fyldig, dejlig aromatisk, frisk og særdeles velafbalanceret på ganen.

En vellavet uhøjtidelig vin som måske vil minde os om, at vi glemmer Bordeaux lidt for tit. Prøv den til en Lammeculotte med stuvet selleri og honningbagte porer, sådan som Claus Meyer tilberedte den, dengang han stadig stod i TV køkkenet.

Château Léoville-Las-Cases betragtes som den største af de 3 Leoviller, og vinen rammer med en imponerende stabilitet Premier Cru Classé kvalitet år efter år.

Hovedparten af druerne hentes fra de berømte l'Enclos parceller med 50-80 år gamle vinstokke, som ligger på grænsen til Pauillac klods op af Chateau Latour, hvilket har fået mange kritikere til at se en forbindelse mellem Pauillac's kraft og finesse og Saint-Juliens fløjlsbløde elegance i netop denne vin.

Sandheden er imidlertid nærmere, at Léoville-Las-Cases altid starter fra et fast og nogen gange lidt utilnærmeligt udgangspunkt, og at vinen selv i de mindre årgange behøver en del år før man begynder at forstå, hvorfor den er så skattet, og hvorfor Robert Parker adskillige gange har kastet sine magiske 100 point efter netop denne vin.

Oprindeligt var Léoville-Las-Cases en del af en af de ældste ejendomme i Medoc, men Domaine de Léoville blev splittet op mellem 1820 og 1840 i forbindelse med den franske revolution, og derfor skulle man i forbindelse med 1855 klassifikationen forholde sig både til Léoville Las Cases, Barton og Poyferré.

I slutningen af det 19. århundrede købte Leoville Las Cases daværende administrerende direktør Théophile Skawinksi slottet, og siden er det gennem arv og ægteskaber forblevet en familieejet vingård. Især den 3. af Delon'erne - Michel Delon - der bestyrede slottet fra 1976 til 2000 tillægges stor betydning for den tårnhøje respekt slottets vine omgærdes af, men også hans to børn Jean Hubert Delon og Genevieve d'Alton, som i dag driver slottet videre, nyder stor respekt for deres engagement og vilje til at investere i alt, hvad der kan fastholde og udvikle kvaliteten i vinene fra Léoville-Las-Cases.