På Château Leoville-Las Cases har de i årevis understreget, at deres Clos Marquis ikke var en 2. vin, men en selvstændig vin skabt på druer høstet fra vestlige parceller, som aldrig fandt vej til Le Grand Vin.
Dermed var Château Leoville-Las Cases et af de få slotte, der ikke benyttede sig af 2. vine til at fastholde og udbygge kvaliteten i 1. vinen, og når druematerialet eller den unge vin ikke var god nok blev det/den simpelthen solgt til anden side.
Denne rutine er nu ophørt. Først fik Château Leoville-Las Cases sin ægte 2. vin, da Le Petit Lion du Marquis de Las Cases 2009 blev introduceret, og med præmierne i 2015-årgangen har Clos du Marquis nu også fået sin officielle 2. vin efter 113 år i ensomhed. Dette er således den blot 2. årgang af Petite Marquise.
Der er tale om 61% Cabernet Sauvignon, 38% Merlot og 1% Cabernet Franc høstes fra parceller med yngre vinstokke vest for det berømte Grand Enclos, som leverer hovedparten af frugten til Château Leoville-Las Cases. Vinen er gæret i rustfrit stål og efterfølgende modnet i 12 måneder på fade, der tidligere har været anvendt til Clos du Marquis samt 20% helt nye fade.
Resultatet er en dejlig vin, der åbner sig fint og smager dejligt straks efter frigivelsen. Den byder på masser af solbær og mørke kirsebær og snart fanger næsen også både kakao og tobak fra den velafstemte fadlagring. Medium fyldig, dejlig aromatisk, frisk og særdeles velafbalanceret på ganen.
En vellavet uhøjtidelig vin som måske vil minde os om, at vi glemmer Bordeaux lidt for tit. Prøv den til en Lammeculotte med stuvet selleri og honningbagte porer, sådan som Claus Meyer tilberedte den, dengang han stadig stod i TV køkkenet.