"First we take Ribera, then we take Bordeaux" skrev Ole Troelsø i Børsen med Leonard Cohens berømte sang in mente, da han i maj 2011 for første gang skrev om Peter Sissick nye eventyr i Saint-Émilion.
Siden kom den første årgang af Le Grand Vin fra Château Rocheyron i forsalg, og få uger efter var 9.000 udbudte flasker solgt, på et tidspunkt hvor ingen, eller i det mindste kun meget få, havde smagt vinen. Måske meget heldigt, for Peter Sissick har siden udtalt, at 2010’erne - som blev fremstillet i et hjørne af kælderen på det nærliggende Château Faugères - endte i et næsten oversøisk udtryk, som slet ikke pegede i den retning, Peter gerne ville med sine 2 Saint-Émilion vine.
Allerede her i 2011 er retningen derfor en helt anden godt hjulpet på vej af meget mere regn op til høsten end i 2010, og helt sikkert også den kendsgerning, at dette er det første forsøg fra den helt nye topudstyrede kælder på Château Rocheyron.
La Fleur de Rocheyron er den flotte andenvin fra Château Rocheyron.
Druerne (100% Merlot) blev høstet 24-26. september med såvel en manuel som en optisk sortering, efter alle stilke var fjernet. Herefter gæring uden fremmede gærstammer i 7 cementtanke og 3 rustfri ståltanke, der i størrelse er tilpasset diversiteten i jordbundsforholdene på ejendommes godt 8 ha. med vinstokke. Kun få overpumpninger (remontage) for ikke at ekstrahere for meget og derpå 14 måneder på én gang brugte fade frem mod en klaring med friske æggehvider og aftapning på flaske uden filtrering.
Vinen har udpræget været en langsom starter og frem til 2017 anbefalede vi dekantering. Det gør vi sådan set stadig, men nu er det på grund af det lille depot, som tiden har sat i flaskerne. Stadig dyb granatrød og nu med en mere generøs moden næse, hvor en aroma af mørke modne bær smelter fint sammen med noter af svampe, cedertræ, anis og nellike. Tør og fyldig uden at være egentlig kraftig, men alligevel ganske intens qua smidige tanniner, som skaber en nærmest dvælende finish.
En Peter Sisseck In Progress, og ambitionen er da også, at Château Rocheyron skal blande sig med de 21 slotte med status af Grands Crus Classés, når klassifikationen skal revideres i 2022.