I området lige syd for Pau, inden Pyrenæerne bliver rigtigt stejle, ligger Jurançon ufatteligt smukt og næsten som i en tidslomme. Små bitte veje snor sig af sted i Pyrenæernes bløde, grønne forbjerge, som ikke umiddelbart ligner et vindistrikt.
Når man prøver at finde vej, ser man næsten ingen vinmarker og det er såmænd ikke så sært. Vingårdene ligger spredt og ofte gemmer vinstokkene sig for enden af de små veje som er anlagt for at de små traktorer kan nå frem til de bedste og stejleste skråninger.
Her på en bakketop ovenfor Lucq de Béarn og i en lille tidslomme finder vi Domaine Larroudé, der de senere år er begyndt at rivalisere Domaine Cauhapé og Henri Ramonteu, der ellers regnes som den ukronede konge af Jurançon.
Det er Christiane og Julien Estoueigt som (nu også sammen med deres søn Jeremy) i snart 20 har været i gang med af forvandle familiens vingård. For som Julien udtrykker det: "Alt det der skete da maskinparkerne flyttede ind i laderne og sprøjtemidlerne flyttede ud i vinmarkerne ender med at været en parentes, når vi engang skal fortælle den helt store historie".
Så de vinmarker, som rykkede ned for at maskinerne kunne komme til er nu blevet opgivet, og på de fleste skråninger har man plantet forfra med vinstokke "som ikke er blevet dovne af at vente på den næste tåge af sprøjtemidler". Julian indrømmer, at det har været en længere rejse, end han havde forventet, men nu ser han, at jorden ånder igen, og at de druer der høstes på en helt anden måde fortæller historien om deres terroir.
Vinen fra Domaine Larroudé er certificeret økologiske af Ecocert.