Vi hylder og mindes Georges Duboeuf ved at tage fine ambassadører fra 2019-årgangen fra alle 10 Cru'er, samt Beaujolais og Beaujolais Village i sortiment. Vine, som Georges Duboeuf helt sikkert nåede at smage, inden han den 4. januar fik et slagtilfælde og døde i sit hjem 86 år gammel.
Georges Duboeuf var til sidst en ældre herre, som efterhånden påtog sig en rolle, der mest mindede om en ældre statsmands. Ikke desto mindre var den sirlige slanke mand med det hvide hår og den pastelfarvede cashmere-trøje henslængt over skuldrene lige til det sidste en hyppig og sikkert også begejstret gæst på produktionsplatformen i Romanèche-Thorins. Georges Duboeuf var af natur optimistisk og gennem livet gjorde han Eric Idle's ord til sine: "Always look On The Bright Side Of Life".
Hvis Georges Duboeuf havde kunnet fortælle om 2019-årgangen, ville han sikkert have koncentreret sig om den regn, der faldt i slutningen af august i tilpasse mængder til, at de tørstende druer fik sat skub i den sidste del af modningen, og at de sidste uger i september blev en jubelhøst, som igen gjorde det muligt at producere saftige og charmerende vine. Og vi skulle hilse og sige, at bundniveauet på Georges Duboeuf’s Line Up i 2019 er imponerende højt.
Det triste er så, at mængderne er beskedne, men det ville Georges Duboeuf næppe have brugt mange ord på. Den 18. august raserede voldsomme haglbyger omkring 1.500 ha. og skød visse steder mellem 20-50% af druerne til plukfisk. Tidligt i juli oplevede man noget næsten tilsvarende, og i slutningen af april sved morgensolen knopperne på tusindvis af vinstokke, efter at nattefrost havde fået duggen til at fryse. I forhold til gennemsnittet de seneste 5 år er høstudbyttet nede med næsten 30%.
En af de vine som har været med lige siden Georges Duboeuf rejse mod verdensberømmelse begyndte at tage fart er denne Juliénas fra Château des Capitans. Slot er så meget sagt, men en bygning opført i begyndelse af det 19. århundrede, der tager sit navn efter stedet hvor det er opført, og da det ligesom ligger rygvendt mod vejen, tager det sig ikke ud af meget. Ejendommen blev købt af Claude Condemine tilbage i 1907, og 4 generationer senere er det nu Thierry Condemine, som står ved den aftale, som hans bedsteforældre indgik med Georges Duboeuf, som i mere end 30 år har stået for både pasningen af vinstokkene, høsten, produktionen og distributionen.
Der er tale om knap 8 syd- sødøstvendte ha. med op til 70 år gamle vinstokke, der ligger som en samlet vingård omgivet af gamle cedertræer mellem Capitans og ned mod haven ved det fine Hotel des Vignes. Høsten er manuel og bliver fulgt af semi-maceration-carbonic af de hele drueklaser og malolaktisk gæring i temperaturstyret rustfrit stål hvorefter omkring 25% af vinen ser delvis nye fade i 8 måneder inden den endelige cuvée sammenstikkes tilbage i de rustfri ståltanke en månedstid forud for aftapningen på flaske.
En flot mørk nærmest kompakt Juliénas med markante noter af hindbær, solbær og såmænd også fersken charmerer inden kanel og andre krydderier fra den del af vinen, der er fadlagret, kommer til og blander sig. Mere rygrad end i mange andre Beaujolais-vine, og Château des Capitans har da også ry for at udvikle en næsten burgundisk finesse hvis der får lov til at udvikle sig nogle få år i flasken.