Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

WHITE CHRISTMAS

Fagekspert, Per Bach

Du skulle prøve for alvor at invitere de hvide vine med til bords, når julemaden bæres ind. Enten fordi du lige vil forkæle dine gæster med lidt fisk eller skaldyr inden anden, gåsen og grisen hopper op på bordet, eller fordi du vil udfordre dine gæster og vise dem, hvor befriende forfriskende velvalgte hvide vine kan være, når hovedelementet på tallerkenen omfavnes af yppige saucer, rødkål, æbler, svesker og karamelliserede kartofler.

Det er nu den hyggelige diskussion om vinen til julemaden blusser op igen. Det er nu tørstige journalister fra de store dagblade inviterer os til at indsende vores bedste bud, og efter smagninger, som forhåbentlig ikke har været kedelige, får vi lige om lidt deres bedste bud på fine vinøse match til julemaden.

Uden undtagelse handler det om røde vine, og for et par år siden fik vi vores saftige Côtes du Rhône fra Halos de Jupiter udnævnt til ikke bare årets julevin, men til et "rigt og fyldigt julemirakel". Det var herligt og fra de mange spontane tilbagemeldinger ved vi, at Thomas Ilkjær og Henrik Steen Andersen fra Politiken ramte den plet.

Ikke desto mindre tror jeg, at der ville blive plads til endnu mere begejstring, hvis vi turde sparke "plejer" til hjørne, og begyndte at drømme om en White Christmas, ligesom Bing Crosby gjorde det tilbage i 1941. For sandheden er, at langt flere hvide end røde vine kan omfavne de traditionelle danske juleserveringer og få måltidet til at ”blomstre som en rosenhave”, for nu at citere et smukt, men næsten ukendt jule-epos.

Et fremragende eksempel er de tyske Riesling Spätlese- vine. F.eks. Paulinshofs Brauneberg Kammer, som kommer med en sprød sødme, der både kan løfte Thomas' julehummer og julens klassikere op til nye højder. Det er ren magi!