Product added to basket

  • 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (inkl. moms: 0,00) 0,00

Den søde jul

Juledesserten, risalamanden, har en særlig status i Danmark om end navnet har fransk oprindelse. Men hvad skal der serveres til? Gå juledesserten i møde med vores helt unikke bud på den bedste vin til risalamande.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg 

Prunus Danica blomme/kirsebærvin 2017, 12,4% Cold Hand Winery, Løgismose

 

Hemmeligheden ligger i, at vi bløder kirsebærrene op med en anden frugt fra Prunus-familien, blomme, og de to sammen danner et smukt makkerskab. Blommen kommer med midtpalette og blød frugt uden så meget syre, kirsebær bidrager med sin karakteristiske aroma og en passende mængde syre. Vi har krydret blandingen med en lille andel af Jens’ kirsebærlikør lavet på hele kirsebær med sten udblødt i eau de vie. Smagen af stenene, som minder om mandel, kommer tydeligt igennem og giver i den endelige blanding det sidste lille pift i forhold til at matche risalamanden.

Servér blommevinen ved 12 °C til risalamanden eller nyd den til modne oste, gerne kraftigt smagende, samt desserter med chokolade. Vinen kan udmærket holde sig åben i køleskab et par uger.

Der findes ikke som sådan et klassisk valg – det skulle måske lige være portvin, men alkoholen kan hurtigt blive voldsom og fylde meget i kombinationen. Kirsebærvin har jeg eksperimentet med nogle gange, om end klinisk forud for julen og typisk til en formiddagssmagning, hvor man ikke har boltret sig i andefedt og Châteauneuf-du-Pape inden. Syren generer mig, for risalamande er sædvanligvis en meget sød dessert og selv kirsebærsaucen hælder til den meget søde side med sit svingende indhold af rigtige bær.

Kirsebærvin indeholder overraskende meget syre, og syren bliver ydermere fremhævet af dessertens sødme, så vinen fremstår decideret ubalanceret. Jens fra Cold Hand Winery blev på én gang træt af at høre på min dom og inspireret til at finde en løsning. Sammen lavede vi Prunus Danica, og den har den helt rette kombination af frugt, syre og sødme til juleaftens dessert.

NYDES TIL GAVEUDPAKNINGEN OG EN GOD KOP KAFFE

Efter en læretid hos et af de bedste og mest velrenommerede Cognac-huse, Leopold Gourmel, står Jon Bertelsen nu for en lille serie eksklusive Cognacs i eget navn. Hans Symphonie er lavet på 100% Ugni Blanc lagret i minimum 10 år, hvilket er markant mere end lovkravet for en XO Cognac. Han er purist, og Cognacen er derfor hverken tilsat karamel eller træsirup.

En virkelig ædel og flot XO Cognac, som pris/kvalitetsmæssigt har få seriøse konkurrenter. Servér ved 18 °C.