Alkoholfri bitter er ikke en nem kategori og sandt skal være sagt; vi har smagt meget. Vi er altid nysgerrige, og vi fornemmer interessen fra vores kunder, for tænk hvis chaufføren kunne få den samme fest i munden som festaben!
Men der er langt mellem de gode, uanset om der er tale om kopier eller et forsøg på at komme med noget helt nyt. Og apropos kopier er Lyre’s Spirit Co. med base i Melbourne opkaldt efter den australske fugl, lyrehalen, som siges at være ekspert i at efterligne lyde inklusiv menneskeskabte fra for eksempel byggepladser, bilalarmer og riffelskud.
Lyre’s Spirit Co markedsfører på trods af at de kun har været i markedet siden 2019 allerede 13 forskellige ikke-alkoholiske ”spirituosa”, og flere er på vej. Ambitionen for dem alle er at give en så præcis efterligning af den ægte vare, som det er overhovedet, er muligt, og hatten af for det. Selvom vi ikke synes de rammer skiver hver gang bliver de ved med at vinde så mange medaljer at de nu med slet skjult stolthed markedsfører sig som: "The most awarded non-alcoholic spirits in the world and still counting..."
Deres Italian Orange er i vores optik en af de mest vellykkede, og den kommer med den samme karakteristiske knaldrøde farve som vores fine bitter fra Contratto i Piemonte. Smagen er præget af rosa grapefrugt, røde appelsiner og granatæble, og med sin velafstemte bitterhed, udgør den et rimeligt festligt alternativ til Contrattos konventionelle bitter med både alkohol og rødbedesaft.
Servér den for eksempel i et stort vinglas, der først er nedkølet og dernæst fyldt med isterninger og bland med Lurisia Chinotto Tonic i forholdet 1:3. Garnér med appelsinskive og evt. lidt granatæblekerner.