• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Sommer i madlavningens tegn

At samles, ikke blot om måltidet, men om hele processen omkring at frembringe måltidet, fra at skrælle gulerødderne, plukke urter og skylle salat til at skære kød ud, eller hvad, der nu er på menuen den pågældende aften, er samvær i sin smukkeste form. Man laver noget sammen, som man efterfølgende nyder. Vi voksne glemmer, hvor æterisk og fuldstændig basalt, det i grunden er. Sommeren er et oplagt tidspunkt at tage børnene med i køkkenet.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Min mand har forfærdet mange mennesker gennem årene, når han stak sin lille datter en skarp kniv, hvorefter hun lystigt og sikkert gik i gang med at filetere en hel pighvar. Hvad der var mest chokerende, var ikke altid tydeligt: at han lod hende håndtere en af sine altid ekstremt skarpe knive, eller at hun rent faktisk fra hun var 6 år gammel, kunne afmontere fire fine fileter fra den ædle fladfisk. Jamen han er jo også kok vil nogen tænke. Og ja, det er han. Men han havde kun to aftener ugentlig sammen med sine børn igennem hele deres barndom og vigtigst af alt, tog han sig tid til at lave mad med dem. Også selvom tempoet i hans normale køkken var et helt andet. At lave mad med børn er kun bøvlet i det øjeblik, tidsforbruget eller rettere manglen på samme er det afgørende succeskriterium for madlavningen. De skal lære og det kræver, at man tager sig tid til at forklare ordentligt og at de får lov til at spørge, lave fejl og mest af alt føle, at de ikke er til besvær.

Har man prøvet at gå i køkkenet med sine børn uden bagkant, og med tid til at snakke, fjolle, lære og bruge sine hænder – kan det umuligt være gået én forbi hvilken glæde og fryd, det vækker i dem. Og ovenikøbet kan man også på denne måde få dem til at spise ting, de ellers ikke kan lide. Har de selv været med til at tilberede maden, går kræsenheden i glemmebogen.

Grundlæggende har vi som forældre et kæmpe ansvar for, at udvikle kompetencer og interesse for råvarer og madlavning hos den næste generation og for, at vores børn forstår, hvad god mad er og hvor det kommer fra.

Sommeren står for døren, og det gør ferien også. Brug den til at lave mad med dine børn. Tag ud til en af Danmarks mange bålpladser og vær fælles om at samle brænde, tænde op og lave mad. Nyd at ingen skal nå noget. Gør havebordet til et køkkenbord og sæt op med skærebrædder, knive, skåle og krydderier. Tal om maden, glæd jer sammen til at skulle nyde den, og skab dermed nogle af de stærkeste minder for dit barn. Bare tænk på dine egne madminder som barn. De er lysende klare for de fleste mennesker.

Bliv inspireret til desserter med sommerens bær, som let kan tilberedes sammen med børn, og retter med de dejlige sommergrøntsager, tomat og artiskok. Fyld køleskabet med rosévine og friske Riesling-vine for ikke at nævne vores sommer-boble-kasse med 6 forskellige mousserende vine. Gå på opdagelse i vores farverige sommermagasin.

Rigtig god sommer, i madlavningens tegn.

Juli

Det drikker Thilde

Læs mere om Thildes foretrukne vin i juli