• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Nøglen til fremtidens madproduktion

Kan vinproduktion gå forrest når det handler om at udvikle landbruget i en mere grøn og bæredygtig retning?

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Man ser en forvandling i et stigende antal vinmarker i verden. Hvor jorden mellem stokkene før blev holdt livløs ved brug af herbicider, vokser der nu alt fra knaldrøde valmuer, kvælstofsamlende kløver, kornsorter, hestebønner, morgenfruer, honningurt og meget andet afhængig af hvad, jordens tilstand kræver. De såkaldte ”cover crops” eller dække-afgrøder, som de kaldes på dansk, skaber fryd for øjet, når man passerer vinmarkerne, men de har funktioner, der rækker langt ud over det visuelle. Ukrudt holdes i skak og afhængig af valg af afgrøder kan man øge jordens fertilitet eller binde overskydende næring med henblik på at begrænse vinstokkenes vegetative vækst.

Og der er mere. Ud over tiltag, der fremmer insekternes tilstedeværelse i vinmarkerne, er større dyr også blevet velkomne blandt stokkene. Gæs, ænder, høns, får, minigrise, lamaer, æsler, bælte- dyr, rødlosser og rovfugle er blandt de dyrearter, som enten bevidst sættes ud i markerne eller kraftigt motiveres til at have deres daglige gang for at opretholde en sund balance mellem planter, insekter og dyr. Resultatet er mindre behov for indgreb i form af pesticider, insekticider, herbicider og fysiske barrierer som hegn og net.

Denne holistiske landbrugsform, hvor naturens evne til at balancere sig selv udnyttes og ligefrem bliver en kilde til succes kan vise sig at være nøglen til fremtidens madproduktion.

Den bryder med vores idé om monokultur, en kulturform, der er stik imod naturens mangfoldige udfoldelsesstrategi. Den gør op med menneskets illusion om, at vi kan skille naturens komponenter fra hinanden og uddele prædikater som ”nyttigt” og ”skadevoldende” afhængig af vores egne behov og interesser.

Måske skal mennesket redefinere sin egen rolle i verden fra diktator til facilitator. Rudolf Steiner omtalte denne mulighed for snart 100 år siden. Der er et nærmest ubegribeligt potentiale for mennesket, og jeg håber, at den nuværende tendens indenfor vinproduktion, som ydermere føres an af personligheder, der bliver lyttet til, kan være med til at løfte os ind i den næste tidsalder. En tid hvor mennesket bruger sin unikke begavelse til at berige planeten jorden og til at øge frugtbarhed, mangfoldighed, diversitet og livskraft i både os selv og jordens økosystemer.

Det er ambitiøst, men er det umuligt?

Er du fristet til at smage vin fra én, der allerede nu er gået skridtet fuldt ud, kan du glæde dig
til Jean-Christophe Botts fremragende, biodynamiske Riesing-vine fra Alsace eller Domaine Jessiaumes duet af Auxey-Duresses 1. Cru vine fra Bourgogne, som pt. er i konvertering til økologisk drift. Vi frister yderligere med nyheder fra Bierzo i Spanien og Mendoza i Argentina, Bordeaux-klassikere og dansk gin fra Frydenlund samt årets sidste rosévin fra Cru Classé-slottet Roseline i Provence.

Velkommen til septembers mangfoldighed.

September

Det drikker Thilde

Læs mere om Thildes foretrukne vin i september