• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Nyhed fra Frydenlund Slot

Overbevisende ren og udtryksfuld gin fra Frydenlund Slot i Vedbæk. Den danske gin-revolution er for længst forbi.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Til det historiske Frydenlund Slot i Vedbæk Sogn hører en frugtplantage, der blev anlagt allerede ved opførelsen af slottet i 1722. Den kongeline lystejendom blev grundlagt i 1669, men Frederik d. IV lod den ottekantede centralbygning opføre i 1722 og tegnede dermed Frydenlund som det kendes i dag. I den store plantage dyrkes hovedsageligt æbler og pærer, og for kort tid siden barslede Frydenlund med en nyhed i form af en gin tilsat, ikke overraskende, æbledestillat.

Selve brændingen foregår ikke på Frydenlund, men derimod hos en gammel kending, Henrik Elsner fra Stone Grange Destillery i Fredensborg. Hans sikre hånd fornemmes tydeligt i Struensee Gin, der har fået navn efter det historiske stormvejr, affæren mellem Dronning Caroline Mathilde og den kongelige livlæge, Johann F. Struensee medførte.

Netop Frydenlund var Caroline Mathildes egen lystejendom, som hun fik i bryllupsgave, da hun blot 15 år gammel blev gift med Christian d. 7, og den dannede ramme om mange af hendes og Struensees møder.

Slot’s ginnen, der bærer hans navn er smagsat med enebær, koriander, gulerod og ikke mindst destillat af Frydenlunds æbler, som tilfører en særlig dybde og aroma til ginnen samtidig med, den forstærker smagen af de andre smagsgivere. Kombineret med Henrik Elsner eminente sans for det rette ”cut” i brændingen er der tale om en overbevisende ren, udtryksfuld gin. Kan nydes både solo og med tonic.