• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

En funklende stjerne i Montalcino

Producent: Casanova di Neri | Område: Toscana, Italien

Vinene fra Montalcino i Toscana bliver mere og mere eftertragtede, og Casanova di Neri hører til blandt den håndfuld af producenter, der utrætteligt fortsætter med at konsolidere et af verdens fineste vindistrikter.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Familien Neri har formået at forene kompromisløshed med god forretning på blot to generationer, siden Giovanni grundlagde domainet i 1971. I 1991 tog hans søn Giacomo over og udvidede gradvist arealet til nu hele 66 ha vinmarker. Vinene fra Casanova di Neri har fastholdt et imponerende omdømme samtidig med, at de er med til at definere en af Italiens og verdens største rødvine, Brunello di Montalcino.

Sammenligner man med Biondi-Santi, som opfattes som Brunelloens stamfader og ofte bruges som reference, er Casanova di Neris vine tydeligt bragt til verden ud fra en anden fortolkning af vintypen. Stilen er mindre alvorlig og stramtandet, og heri ligger en del af forklaringen på Casanova di Neris popularitet. Hvor Biondi-Santis vine kræver årtier i kælderen, er den mere direkte indsmigrende, aromatiske og nærmest parfumerede karakter i Casanova di Neris vine langt mere tilgængelig i en verden, hvor det eneste folk ikke har er tid. Neri-familien har samtidig ikke været for fin til at kaste sig ud i forskellige typer vinificering og lagring, hvilket blandt andet understreges af den kraftfulde og mørke Tenuta Nuova, en på alle måder moderne ”her-kommer-jeg-Brunello”.

Det er ikke tilfældigt, at Carlo Ferrini, der kaldes ”master of modern Sangiovese”, er tilknyttet som konsulent, og han har sammen med Giacomo skubbet til grænserne for, hvad Brunello di Montalcino kan være.

  

Rosso di Montalcino, 2016

Rosso di Montalcino kaldes ofte for Brunellos lillebror. Produktionszonen er den samme som for Brunello, men kravet til lagringstiden er kortere, blot et år fra høståret hvoraf min 6 måneder skal være på fad. Rosso-stilen er typisk lettere og mere umiddelbar tilgængelig, hvilket også understreges i Casanova di Neris version. Druematerialet er her så godt, at vinen har lagret hele 18 måneder på fad, og det giver en ideel balance mellem krydderi og afrunding af tanninerne fra fadet samt den vibrerende, friske frugt, som Sangiovese-druen leverer. 

En fremragende vin til kraftige pastaretter, f.eks. cannelloni med kødsovs eller pappardelle med ragout af vildsvin. Servér ved 16 °C.

Brunello di Montalcino "White Label", 2014

Husets første Brunello produceret siden 1978 kaldes også for ”white label”. 2014-årgangen var særdeles udfordrende i Montalcino, og det har resulteret i en helt unik udgave af white label, som for første gang nogensinde er en blanding af white label, Tenuta Nuova og Cerretalto. De to sidstnævnte vil ikke blive lanceret i årgang 2014, og man besluttede efter en meget streng selektering af druerne at tage de bedste druer og lave én vin, white label. Etiketten bærer af samme årsag i 2014-årgangen et sort og kobberfarvet bånd, som er de to farver, der normalt anvendes på henholdsvis Cerretalto og Tenuta Nuova.

Resultatet er en hidtil uset kvalitet af white label, som rummer stor intensitet kombineret med den sædvanlige friskhed i white label og en kompleksitet af dimensioner, der normalt kun findes i de to storebrødre.

En vin, der bliver særdeles spændende at følge de næste 10 år og måske en af de bedste Brunelloer i 2014-årgangen. Servér ved 18 °C.

Brunello di Montalcino “Tenuta Nuova”

19. og 20. årgang af denne extravagante Brunello fra den luneste del af Cetine-marken i S. Angelo, Colle lagret 36 måneder på fad. Typisk mørk for typen og ekspressiv i duften, der leder tankerne i retning af røde kirsebær og mørke brombær, balsamiske toner, tobak og læder. En magtfuld Brunello, der gastronomisk kan møde retter som braiseret dyreskank, fyldt og stegt kalvehjerte eller Côte de Boeuf. Servér ved 18 °C. 2012 er den rigeste af de to og forventes at have det største lagringspotentiale.

Brunello di Montalcino “Cerretalto”, 2013

Cerretalto fra marken af samme navn i den østlige del af distriktet er Casanova di Neris flagskib og en af de største Brunelloer i det hele taget. Marken danner et naturligt, østvendt am teater relativt højt beliggende, som er vindblæst, tør og som regel den sidste til at modne af Giacomos marker. Vinen lagrer 36 måneder på fade efterfulgt af 24 måneder i flaske forud for frigivelsen og forener moderne, saftig, voluminøs og generøs frugt, der fylder paletten ud i tre dimensioner med oxideret jern, kakao, lakridsrod og en nærmest uendelig eftersmag. Et forrygende gensyn med Cerretalto, som jeg serverede nogle gange på Kong Hans og det minder mig om, hvor privilegeret et job, det var. Servér ved 18 °C eller gem 12-15 år (jeg ville under ingen omstændigheder kunne vente så længe).