• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Det umuliges kunst

Producent: Fenocchio Renato | Område: Piemonte, Italien

Vinen beviser det umulige. Den tætte Barbera skåret efter et internationalt format og de forførende blomstrende Nebbiolo-vine med muskuløs elegance. ”Det er umuligt”, sagde familien dengang det unge par lånte penge til jord i Barbaresco for at dyrke vin uden brug af pesticider.

Sommelier, Jens Peter Nesbjerg

 

Det unge par, Milva og Renato, købte tilbage i 1993 de første marker, som de startede med at dyrke uden brug af pesticider. Jorden i Barbaresco var bekostelig og derfor måtte de sælge deres druer de første par år, imens de selv byggede de faciliteter, der senere skulle blive vineri. Det tog dem fem år at skrabe penge sammen og bygge de faciliteter, der var nødvendige. Milva, der er uddannet arkitekt fra skolen i Milano, arbejdede det første stykke tid videre, men måtte hurtigt tilslutte sig arbejdet i markerne. I 1999 fik de den deres første af to piger. Børnene blev opdraget i vinmarken, sådan som Milva og Renato selv blev det.

”De er opvokset i en druekurv, fordi vi ikke havde råd til en babysitter, og fordi vi arbejdede sammen, var de altid med os.” fortæller Milva Fennochio.

 

I MARKEN

I marken er pesticiderne erstattet med manuelt arbejde. I stedet for at sprøjte imellem rækkerne, slår Renato græsset seks til otte gange. I stedet for at sprøjte imod svampe med fungicid, går de igennem markerne fire til fem gange årligt for at fjerne blade. Ved at fjerne alle svampesporernes gemmesteder gør de vindens tørrende effekt til deres naturlige pesticid.

”I løbet af årene har vi mistet to årgange, fordi vi ikke bruger fungicider, i 2002 og 2006. Det var virkelig et problem for vores familie, som lever af arbejdet, alligevel er vi glade for at kunne arbejde som vi ønsker.”

I dag er deres markbesiddelser vokset til 11 ha eller 110.000 m som de selv dyrker med hjælp fra deres døtre og en enkelt ansat. Milva er stolt af, at det er lykkedes dem at dyrke vinen uden brug af pesticider. At de tror på sig selv og holder fast.

”Sidste år var fantastisk, fordi vi kunne genkende vores vinmarker imellem de øvrige, da vores stadig havde blade i begyndelsen af december.”

 

I KÆLDEREN

I kælderen er alting nemmere, hvis druerne er perfekt modne og uden råd. Teoretisk er det nemt at lave vin – det kræver blot druer, så klarer naturen selv resten. Men god vin er noget helt andet. Fundamentet vil dog altid være det samme: druerne er potentialet – det kan ikke blive bedre end det druemateriale, der kommer fra marken. Selv siger Milva og Renato det enkelt:

”Når druerne er gode, er det meget nemmere at lave vin uden nogen form for kemi.”

Det er på alle måder et meget spartansk vineri, hvor vinen bliver lavet på gammeldags manér: her er ikke meget moderne teknik! Ved flaskning benyttes en anelse svovl, men langt under det tilladte og almindelige niveau. Det lave svovlindhold er med til at give vinen et aromatisk løft af blomster som violer og roser, der er med til at gøre Nebbiolo-vinene særligt elegante.

 

SKRIVEBORDSARBEJDE

Renato og Milva har ikke ønsket at certificere deres marker økologisk, fordi de opfatter det som en yderst bureaukratisk proces, der ikke bidrager positivt til hverken vinen, jorden eller fremtiden. De har selv fået testet deres vine for pesticider siden 2005, men vil nu, ansporet af kunderne, være certificeret økologisk fra 2019-årgangen. Døtrene er forbundet til vingården. Elena via deres Barbera, som vi præsenterer her, imens Aurora ligger navn til husets Langhe Nebbiolo. Arbejdet med at passe vingården bliver fortsat Renato og Milvas udfordring. Ambitionen er at øge kvaliteten de næste mange år:

”Vingården er vores tredje datter, imens de to andre er gamle nok til at klare sig selv, vil vingården altid have brug for at blive plejet af os som et barn.”

Barbera d’Alba, ’Elena’, 2018

Fenocchios Barbera dufter intenst af mørke og solmodne kirsebær. Violer og lakrids danner sammen med en svag krydring fra fadet baggrunden. I munden er det den friske syre, der imponerer ved at gøre denne ellers kraftige vin let. Fadet stikker med sit krydderi på tungen, frugten er mørk og massiv. Vinen er både intens og har en god længde, der byder på en afslutning med engelsk lakrids, ristet kaffe og varme.

Barbaresco, ’Rombone’, 2016

Cru-vinmarken Rombone dufter som at gå i en have med duftroser. Roserne blandes med noter af tørrede røde bær og sød lakrids. Strukturen er kraftig med høj syre og alkohol og et markant tanninbid. På én gang en muskuløs og kraftig vin, men samtidigt, i smuk modsætning hertil, en vin, der udtrykker en stor elegance og nærmest svævende lethed.

Barbaresco, Starderi, 2015

Cru-vinmarken Starderi byder på en mørkere og kraftigere frugt. Her finder vi foruden kirsebær, duften af modne blommer i Madeira. Strukturen gør vinen intens med høj syre og alkohol. Tanninerne er intense og fyldige uden at være grove eller grønne. Der er rød frugt, mokka, orange og trøffel-noter for at nævne et udvalg fra en meget kompleks vin.

Opskrift

Svinekoteletter i italienske klæder

Få opskriften