• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Eksklusive trækasser med vine fra de berømte auktioner

Producent: Hospice de Beaune | Område: Bourgogne, Frankrig

I samarbejde med Maison François Martenot, der de seneste år har budt flittigt og fået adskillige hammerslag på de berømte auktioner på Hospice de Beaune, har vi sammensat en fornem trækasse med 6 forskellige vine. Der er tale om vine købt ved auktionerne i 2013, 2014, 2016 og 2017 som alle er færdigmodnet og tappet hos François Martenot. Det er fransk kulturhistorie på flaske, og jeg tillader mig at kalde denne unikke kombination af velsmag og velgørenhed for den ultimative gave til alle, der elsker fin Bourgogne.

Fagekspert, Per Bach

Det berømte Hospice de Beaune er i dag museum, der blandt andet finansieres gennem indtægter fra den årlige vinauktion.

Med et glas fra Hospice de Beaune sidder man med mere end 575 års historie mellem hænderne vel vidende, at en del af den altid høje pris går til driften af et hospital og andre gode formål. Det er nydelse "con amore", og det er velgørenhed af dimensioner. Således satte auktionen i 2018 ny rekord med en omsætning på næsten 14,2 mil., og det blev antaget, at de omkostninger, der er forbundet med at producere vinene og føre dem frem til den stemningsfyldte auktion den 3. søndag i november, allerede var dækket ind inden halvdelen af fadene havde fået deres hammerslag.

Historien starter tilbage i 1443, da Hospice de Beaune med det ikoniske flisebelagte tag blev opført, og donationerne til de værdigt trængende så småt begyndte at tage form. Den årlige auktion og ritualerne omkring den begyndte i 1859, og i mange år var de obligatoriske smagninger af fadprøver forud for auktionen et af de vigtigste pejlemærker, når den nye årgangsprofil og kvalitet skulle fastslås.

Sammenlagt disponerer Domaine de Hospice de Beaune over mere end 60 ha., hvilket gør det muligt at producere i omegnen af 800 fade fordelt på 50 forskellige vine svarende til mere end 220.000 flasker om året. Arbejdet ledes af en regisseur, som sætter et hold af vinbønder, der arbejder under et fælles regime for alle de mange parceller, der i dag be finder de sig et sted mellem økologi og det lidt løsere franske begreb "lutte raisonnée".

Frugten fra alle parceller plukkes manuelt og sorteres, når den rammer den moderne vingård i udkanten af Beaune. Herefter forvandles den til vin på det som Roland Masse kaldte ”traditionel vis”. Han var regisseur fra 1994 til 2014, men er nu pensioneret og erstattet af den første kvinde på posten Ludivine Griveau. Helt traditionelt er det imidlertid ikke, al den stund, at alle vinene fyldes på nye fade, som så godt som alle sendes af sted til deres nye ejere kort efter auktionen i november.