• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Eksklusiv smagekasse fra Domaine Leflaive

Det er lykkedes os at få fingrene i tre svært opdrivelige vine fra Domaine Leflaive. Det fejrer vi ved at sammensætte en smagekasse, som giver muligheden for at fornemme Leflaives flotte formidling af tre forskellige terroirs inden for hvidvin.

Vinskribent, Rasmus Palsgård

Man skal ikke studere Bourgogne ret meget, før navnet Domaine Leflaive popper op. Det skyldes ganske enkelt, at producenten hører til blandt den absolutte top i området. Domaine Leflaive har til huse i kommunen Puligny-Montrachet og laver udelukkende hvidvin.

Husets tidligere vinmager og direktør Anne-Claude Leflaive, som desværre døde af kræft i 2015 i en alder af 59 år, var blandt de første til at sætte spørgsmålstegn ved den konventionelle måde at dyrke vin på. Hun introducerede derfor de biodynamiske dyrkningsprincipper, som fortsat er fundamentet for dyrkningen af Domaine Leflaives 25 hektarer vinmarker.

Leflaives stil kan overordnet set beskrives som flot balanceret mellem det fyldige og elegante. Der anvendes i gennemsnit 30 procent nye fade i produktionen.

Smagekassen inkluderer naturligvis en vin fra Puligny-Montrachet, og selv om der ”kun” er tale om en kommune-vin, kan man roligt forberede sig på en oplevelse, som ligger niveauer over mange andre producenters Puligny-Montrachet-vine.

Den anden vin i kassen er fra Auxey-Duresses, Meursaults lidt oversete nabokommune, som takket være sin fyldige, intense gule karakter helt fortjent bliver sammenlignet med netop Meursault, blot til en mere overkommelig pris.

Sidste vin i trekløveret er fra Pouilly-Fuissé i den sydlige del af Mâconnais. Her er det typisk svært for producenterne at opnå helt samme mineralitet og finesse som i Côtes de Beaune, men også her viser Leflaive, at de er i en klasse for sig.