• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Spanske pletskud i september

Trods arbejdsløshed og økonomiske udfordringer har de spanske vinbønder de senere år genvundet optimismen, og fra alle afkroge af den iberiske halvø bobler det frem med nye vine. Masser af vildskud, men også pletskud, og hvis man løfter blikket bare en lille smule og kigger hen over de tre gange R (Rueda, Rioja og Ribero), åbner der sig en verden af nye muligheder. Heraf adskillige med prisskilte, som ikke fornærmer nogen. Vi præsenterer to af dem som vores bud på gode hverdagsvine i september.

Fagekspert, Per Bach

 

Rias Baixas Mar de Viñas, 2018 Adegas Gran Vinum

Smukt blomstrende Albariño fra en af de nyere spillere i det stadig mere succesombruste spanske Rias Baixas-distrikt oppe i Spaniens nordvestligste hjørne. En del af vinstokkene står opbundet i pergolaer helt ned til Rio de Arousa og dermed totalt blottet for den stride blæst og de hyppige byger, som kommer drivende ude fra Atlanterhavet. Manuel høst, presning af hele drueklaser fulgt af gæring i rustfrit stål og modning uden malolaktisk gæring i 6 måneder. En flot vin med diskret krydrede frugtnuancer og masser af moden citrus, som får mundvandet til at risle samtidig med, at en salt brise af mineralitet sladrer om det ekstreme galiciske terroir. Nærmest som en læskende cocktail af små stykker fersken, passionsfrugt, melon og blomstrende jasmin anrettet i en friskåbnet østers. En vin, som vil begejstre alle, som holder af tør Riesling – uden sammenligning i øvrigt!

Somontano Vispius Tinto, 2017 Bodegas Estrada Palacio

Saftig modernistisk rødvin fra Somontano-distriktet, der ligger i ly af Pyrenæerne nedenfor Siera y los Cañones de Guara-nationalparken og venter på det store internationale gennembrud. I mange år satsede man på Bordeaux-druerne, men i takt med at Tempranillo og Garnacha har vundet folkets gunst, er man begyndt at sadle om, og nu er man i gang med noget, der ligner en deroute for Cabernet Sauvignon. Gæret og efterfølgende modnet 10 måneder i rustfrit stål uden på noget tidspunkt at ”blive forstyrret af egetræ”, som vinmageren Carlos Martín så rammende udtrykker det. En vin, der charmerer med søde hindbær, solbærblade og frisk mynte. Fyldig og fint understøttet af modne tanniner samt en diskret frugtsyre, som bringer en friskhed, der ofte kan savnes i vine med denne profil. En stilsikker spanier med et ualmindeligt stort bælle-potentiale.

Opskrift

Rødspætte med sauteret hvidkål, persille og citron

Rødspætten er i sæson hele året, den er nem at tilberede og er elsket af både store og små.

Få opskriften