• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Cahors og vildt

Falder talen på Malbec-druen, ryger tankerne hurtigt til Argentina, hvor druen nyder stor succes i blandt andet Mendoza. Der er lidt usikkerhed omkring hvor i Frankrig, den oprinder fra, men den har været bredt plantet i Bordeaux inden den store frost i 1956 tog hårdt på områdets Malbec- planter. Genplantningen blev med hovedsageligt andre sorter, og skal man opleve fransk Malbec i dag, er Cahors i Sydvestfrankrig stedet. At produktionen samtidig har gennemgået en modernisering har gjort vinene til nogle af landets mest oversete perler.

Chefsommelier, Thilde Maarbjerg

 

Georges Vigouroux var foregangsmanden, der startede revitaliseringen af området og samtidig fornemmede, at de strenge sorte vine, som området tidligere var kendt for, måtte moderniseres. Malbec-druen havde potentialet, den skulle blot behandles anderledes både i marken og i vineriet, hvis den skulle have en chance hos nutidens vinnydere. Familien Vigouroux ejer i dag flere slotte i Cahors, men Château Haute-Serre var det første, Georges købte tilbage i 1970. Det er stadig også vinene herfra, der imponerer mig mest, og de er anerkendt som nogle af appellationens bedste. At man samtidigt kan glæde sig over deres glimrende pris- og kvalitetsforhold, gør ikke fornøjelsen ved at nyde disse karakterfulde vine mindre.

 

 

Lafleur de Haute-Serre, 2014

La eur de Haute-Serre er slottets 2. vin efter samme koncept, som man ser blandt de store slotte i Bordeaux. Typisk er det frugt fra lidt yngre stokke, der bruges i Lafleur, og Malbecen får her følgeskab af 10% Merlot, en drue, der på elegant vis indgår i parløb med Malbec. Lagringstiden er
på ca. 10 måneder på brugte fade, og Bertrand-Gabriel Vigoruroux, søn af Georges og nuværende vinmager og direktør, slipper uhyggelig godt af sted med at ramme en feminin, parfumeret og forførende elegant udgave af Cahors-vin. Vi rammer et sted omkring mellemfyldig, og den er fuldstændig perfekt her 5 år efter høståret, hvor der stadig er spændstig charme og vibrerende frugt med associationer til blomme, solbær og hyldebær, men også en nydelig underliggende kompleksitet. Servér ved 18 °C og oplev, hvordan den fine struktur i vinen og det elegante dyrekød omfavner hinanden.

Opskrift

Rådyr med kvædepuré, timiansauce, grønkål & sauterede skalotteløg

Få opskriften