Det er Cosimo og Maria Varvaglione, der står i spidsen for det dynamiske team, der forvandler druerne fra Varvaglione Vigne & Vini’s 100 ha. med vinstokke til en stribe friske og velafbalancerede vine.
Vigne & Vini forfølger et ambitiøst projekt, der går ud på at producere vine med et lidt mere moderne udtryk end vinene fra Madurias mere konventionelle producenter, men vel og mærke vine som stadig er originale og genkendelige.
Vinene produceres på 2 platforme syd for Taranto og druerne høstes på den mægtige Salana Grande slette. Man er 100% fokuseret på de lokale sorter Primitivo, Negroamaro og Malvasia Nera, og den lange liste over præmier og andre prestigefyldte udmærkelser vidner om at man har ramt en stil som indfrier alle fair forventninger til moderne, vellavede vine fra Puglia.
I det nye millennium er det gået stærkt, og i 2016 rundede Varvaglione Vigne & Vini for første gang 4.000.000 flasker produceret på frugten fra 150 ha. egne og 150 ha. lejede vinmarker, og det skete vel og mærke uden knæfald for de internationale købmænds pres for at levere vine, hvor prispunktet er det eneste omdrejningspunktet.
Cosimo og Maria's datter Marzia Varvaglione, der i dag ansvarlig for markedsføringen, forklarer at dette kun har været muligt fordi det er lykkedes at bevare familiefølelsen og begejstringen for kvalitet selvom staben er vokset, og fortsætter hun, "heldigvis er der stadig mange vinelskere derude som gerne vil betale det lidt ekstra det koster at få vin der skaber glæde i glasset."
Samtidig er Varvaglione Vigne & Vini's vækst og succes funderet på en solid økonomi. Så solid, at det ansete italienske finansmedie "Corriera Della Sera Economia i juli 2019 inkluderede Varvaglione Vigne & Vini på deres meget liste over Italiens 100 bedst drevne vingårde. Et skulderklap som alle italienske vinproducenter gerne vil modtage.