Tardieu-Laurent har ingen kontrakter med deres mange partnere, og det kunne sagtens få en udenforstående til at tro at de ikke har snor i druematerialet til de forskellige vine. Men det er ingenlunde tilfældet. Ved at fundere deres virksomhed på gensidig respekt, håndtryk og ikke mindst betaling til tiden er de tættere på deres drueleverandører end de fleste andre negociant virksomheder og spørger man Bastien Tardieu er han ikke i tvivl. Det er denne relations baserede, nogle ville sige gammeldags, samarbejdsform som først har givet dem adgang til et fremragende druemateriale og siden sikret at druerne ikke blev solgt til anden siden selvom vinbønderne indimellem er blevet fristet af løfter om en lidt højere afregningspris for druerne.
Det er således 17. gang i streg at Tardieu-Laurent producerer denne fornemme hvide Hermitage og i alle årene har den været funderet på frugt fra de samme 2 vinbønder og deres vinstokke højt oppe på skråningen mellem La Chapelle og Maison Blanche. Men det var lige før det ikke blev til noget. Det haglede også på Hermitage i foråret og forsommeren 2017 og efter en skræmmende tør sommer endte det samlede udbytte fra den berømte skråning med at blive det laveste siden 2. verdenskrig.
Bastien Tardieu vælger imidlertid ikke at lade sig frustrere over de manglende mængder og begejstres i stedet over vinstokkenes fantastiske evner til at reagerede på de ekstreme klimatiske udfordringer og fortæller at de druer som det trods alt lykkedes at høste var så saftspændte og perfekt modne at der ikke vor nogen undskyldninger for ikke at producere koncentrerede og fantastisk velafbalancerede vine.
Der er tale om presning af de hele drueklaser og derefter, efter den frit løbende most har fået tid til at bundfælde, gæring uden fremmede gærstammer i en blanding af nye brugte fade hvor vinen også er modnet i 12 måneder inden den har fået yderligere 12 måneder i de større foudre frem mod aftapningen på flaske, der sker uden klaring eller filtrering.
At der er tale om en stor vin, fornemmes allerede i duften. Kraften vælter op ad glasset. Ristede mandler, melon, kvæde og mandarin, bivoks og vanilje. I munden folder den sig ud med sin store fylde og cremede tekstur, og den overraskende syre i afslutningen gør det til en nærmest dekadent oplevelse. En raritet, der slår fast, at exceptionelt terroir sjældent fejler, og at Hermitage-bjerget måske rummer et af verdens fineste.
Bastien Tardieu hævder, at dette er en vin, som håndhæver Hermitage-skråningens gyldne regel om, at kun de, der er villige til at være tålmodige i 10 år eller mere, vil blive belønnet fuldt ud.