Med al respekt for pioneren Stefan Hajszan har vinene nydt godt, af han i 2014 valgte at træde ud af rollen som vinmager for at lade Wiens ukronede vinkejser Fritz Wieninger føre projektet videre i en konstruktion, hvor vinmarkerne leasedes af Heinz Neumann og hvor Fritz Wieningers mangeårige vinmager Luis Teixeria rykkede ind i kælderen, og denne Grüner Veltliner oppe fra Ried Haarlocke på det berømte plateau på toppen af Nussberg er således her i 2019-årgangen mere saftig og velafbalanceret end nogensinde.
Der er tale om frugt fra op til 25 år gamle vinstokke der kultiveres efter Rudolph Steiners biodynamiske retningslinjer og står på et par små parceller hvor jordbunden overalt er domineret af forvitret kalksten. Høsten er manuel med en soignering af klaserne allerede oppe i vinmarken, og den korte tur ad Kahlenbergerstrasse ned til Grinzing sker i 12 kilos plastkasser.
På vingården fjernes alle stilke hvorefter druerne bliver let knust således at de kan få lov til at stå og macerere (trække aroma) i adskillige timer forud for presningen, hvorefter mosten får lov til at stå og bundfælde natten over inden gæringen ved moderat lave temperaturer og uden fremmede gærstammer får lov til at gå i gang i store neutrale egefade. Den malolaktiske gæring er undertrykt, og vinen er modnet 8 måneder sur Lie uden omrøringer inden den er tappet på flaske uden klaring eller filtrering, hvilket betyder, at den også kvalificerer sig til den voksende flok som foretrækker den veganske livsstil.
En flot blomstrende ganske kompleks Grüner Veltliner, der vinder ved at blive skænket i store glas og få lidt tid til at vise sit format. Den er til den fyldige side med noter af modne æbler, subtil mango samt strejf af kandiseret appelsinskal, der veksles til ananas, lime, salt mineralitet og saftig syrlighed hen imod slutningen.
Meget underholdende og med pondus nok til at den sprænger rammerne for hvorledes vi normalt tænker de hvide vine ind i det salte køkken. Så ud over de asiatiske retter, fisk og skaldyr går den bestemt også fint i spænd sammen med svin og lam ligesom selv kraftfulde oste vil være passende match.
"We love it natural and native. In Grinzing, likely the most traditional-rich wine district of Vienna, we work purely and passionately with a biodynamic perspective. In the vineyard, we are guided by nature, and our intensive handwork supports this respectful path. In the cellar, we work very cautiously and observe carefully - letting the wines have a completely free hand with their own development."
Luis Teixeria
Dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og bortset fra det tilsatte svovl nærmer vi os naturvins familien, hvor vi hos Løgismose ligesom mange andre taler vi om, hvor "Funky" oplevelsen er. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers har vi valgt at graduere dette grafisk:

Forvent ingen eller meget begrænsede naturvins-karakteristika.