Terrazas de los Andes udenfor i Luján de Cuyo i Mendoza er pionerer inden for produktionen af førsteklasses vine funderet på druer høstet fra højt beliggende vinmarker, og i tilgift har firmaet været en af de store spillere i den argentinske vinindustri i mere end 100 år.
Det første vingård blev opført tilbage i 1898 af Sorteiro Arizu familien der dengang ejede hele 4.000 ha. med vinmarker, og i 1920’erne fulgte endnu en vingård i forbindelse med, at den spanske Domecq koncern købte Sorteiro Arizu familien ud.
Næste kapitel bliver skrevet i slutningen af 1950’erne da Moët & Chandon sender deres chef vinmager Renaud Poirier til Latinamerika for at undersøge potentialet for produktion af mousserende vine i regionen. Han øjner potentialet i de højt beliggende vinmarker, og det fører til at Moët & Chandon etablerer deres første datterselskab uden for Frankrig i samarbejde med Domecq, og frem til slutningen af 1980’erne handler det meste om bobler på Terrazas de los Andes.
I begyndelsen af 1990’erne iværksætter Moët-Hennessy, der i mellemtiden har købt Domecq ud, imidlertid et program for stille bordvine med fuld fokus på druen Malbec og i 1999 rammer de 2 første vine Malbec Reserva og Gran Malbec markedet.
De får en fantastisk modtagelse og det betyder at der investeres massivt i projektet på de højt beliggende terrasser i Andesbjergene. Således råder man i dag over hele 525 udvalgte ha. i mellem 980 og 1.800 meter over havets overflade spredt ud over en strækning på mere end 900 km.
Nogle af dem, nærmere bestemt Las Compuertas i Luján de Cuyo danner i 1998 rammen om et joint venture med Pierre Lurton og hans team på Château Cheval Blanc i Saint Emilion og i 2001 lanceres Cheval des Andes, som Terrazas De Los Andes særlige Grand Cru.
Se vores aktuelle sortiment fra Terrazas de los Andes her