Christophe Coillot skaber nogle af saftigste og mest umiddelbare Marsanney vine på markedet, og stilen fornemmes naturligvis også i hans vine fra andre appellationer. Blandt andet denne Gevrey-Chambertin som her i den relativt tidlige og meget solrige 2018-årgang, hvor Christophe Coillot med hensyn til frost slap med skrækken, kommer med en næsten sødmefuld eksotisk charme, men også med en underliggende feeling af friskhed, der stilistisk placerer den et sted midt i mellem 2017 og 2018.
Christophe har 1,3 ha. i Gevrey-Chambertin, nærmere bestemt nogle små parceller i den nordlige ende af appellationen ind mod og ind i Brochon nedenfor Les Cazetieres og Champeaux, hvor kalksten og kalkmergel dominerer, og da vinstokkene efterhånden er blevet 40-55 år gamle tillader Christophe sig at kalde vinen for en Vielles Vignes.
Vinen er funderet på frugt fra bæredygtigt landbrug, hvor der ikke bruges pesticider og herbicider, og der pløjes for at begrænse ukrudtet og for at tvinge vinstokkenes rødder ned i dybden. Den maskinelle høst er sendt på pension, og nede i kælderen er chaptalisering uanset årgangenes beskaffenhed ikke længere en option.
Druerne er plukket under høj september sol mellem den 18. og 22. september og hastet op til vingården for at undgå at gæringen kom alt for godt i gang inden stilkene blev fjernet og druerne endte i stål og betontankene. Vinen er efter gæringen modnet 14 måneder på fad (30% nye) og derefter tappet på flaske uden forudgående klaring eller filtrering.
En flot, ulmende intens kommunevin, som lige skal have lov til at tænke sig om, inden den bryder ud i et stort hjertevarmt smil med kirsebær, ribs, jordbær, peber, violer og friske urter til næsen og dejlig saftig fylde i munden. Det er både charmerende og imponerende.
Prøv den sammen med en svinenakkesteg med salvie og en blanding af tørsaltet bacon, porrer og kartofler, som har fået lov til at simre med den sidste halve time.