Dette er Drouhin-Laroze ‘s hidtidige generiske Gevrey-Chambertin, som her har fået tilføjet et "Dix Climats" på etiketten for, at indikere at der er tale om en vin som familien sammenstikker fra hele 10 forskellige parceller på til sammen lidt mere end 4 ha. De ligger alle nedenfor 1. Cru og Grand Cru marker i Gevrey-Chambertin, og da de er placeret i 8 forskellige af kommunens Lieu-Dits (En Combe, En Champs, En Vignes Belles, Croix des Champs, En Jouise, En Pallud, Aux Mairchais og Aux Epointures) er der virkelig tale om en breds eksponering, som især i de problematiske år betyder, at man har kunnet sortere sig frem til et tårnhøjt bundniveau.
Det har givet pote hos toneangivende meningsdannere som for eksempel Allen Meadow (Bourghound) og Neal Martin (som nu er rykket fra Robert Parkers Wine Advocate og over til Antonio Gallanis Vinous), som begge i adskillige år har haft et godt øje til netop denne vin.
Høsten er naturligvis manuel og i kælderen er det nu Philippe Drouhin ’s børn, sønnen Nicolas og datteren Charlotte, som uden det store /7drama får lov til at sætte væsentlige fingeraftryk på druernes forvandling til vin. Og next generation er stærkt optaget af den forandrede balance anvendelsen af hele drueklaser tilfører vinene, så i 2017 er der brugt 25% hele drueklaser i vinen, som er gæret uden fremmede gærstammer i stål og beton og derpå modnet 14 måneder i brugte fade fra Allier og Nivemais hvorefter den endelige cuvée er sammenstukket og tappet på flaske uden klaring eller filtrering i foråret 2029.
En dejlig Bourgogne med masser af moden rød frugt, men også nogle lidt mørkere noter af syrlige kirsebær, som smelter fint sammen med krydderierne fra den ikke overdrevne fadlagring. Fint fokuseret, saftig og nærmest easy-going på den gode måde. Fin løfterig syre og nydelig, ja simpelthen en nydelse!
Prøv den for eksempel sammen med fuglevildt med en såkaldt sauce vigneronne eller en saftig tournedos med en svamperig sauce forestière.