Provinsen Friuli er et af de fineste hvidvinsområder i Italien, og her producerer "de sorte damer" alias Lis Neris nogle vine, som hvert år stryger helt til tops såvel i de italienske guider som hos de internationale meningsdannere. Det er Alvaro Pecorari, der er manden bag Lis Neris forvandling, og i dag bliver han ikke bare bliver kaldt vinmager, men også vinmagiker, men trods den betydelige succes har han sammen med sin kone Lorena og datteren Federica bevaret en befriende beskeden attitude.
De producerer en meget overbevisende serie af basisvine, som de har valgt at kalde deres ”Tradizionali”, og på toppen af dem kommer så "Vini Premium Monovarietale", som i dag består af 4 enkeltmarks vine, som ganske enkelt er det smukkeste hvide firkløver af enkeltdruevine fra nogen vingård i den italienske vinindustri. Og som det ikke er nok er der også de såkaldte "Vini Premium Cuvée" hvor Alvaro Pecorari sammenstikker de internationale druesorter efter en formel, som delvis bestemmes af de klimatiske forhold i de enkelte årgange.
En af dem, og den måske mest ikoniske, er denne cuvée som simpelthen har fået navnet LIS, og sammenstikkes af Pinot Grigio, Chardonnay og Sauvignon Blanc i et forhold som aldrig oplyses. Der er tale om frugten fra de bedste hjørner af Alvaro Pecoraris mange parceller på Insonzo flodens højre bred, hvor årtusinders aflejringer af småsten, de såkaldte ”claps”, absorberer solens stråler om dagen og holder på varmen om natten, og hvor Middelhavnsvinden ”La Bora”, skaber den såkaldte ”Balkan-ventillation” og dermed de helt rigtige udsving i temperaturen mellem dag og nat.
Høsten er manuel med en soignering af klaserne både ude i vinmarken og inden de ryger direkte ned i den pneumatiske presse. Herfra får den frit løbende most lov til at sætte sig i op til 48 timer inden den uden brug af pumper fyldes på 500 liters franske fade, hvor først den alkoholiske gæring uden fremmede gærstammer, siden den malolaktiske gæring og til sidst den egentlige modning sur Lie finder sted. Den endelige cuvée sammenstikkes efter 11 måneder fra de mest vellykkede fade, som altså ikke får lov til at bidrage til vinene Gris, Picol og Jurosa. Vinen tappes herefter på flaske og gemmes væk i yderligere 18 andre måneder, inden den frigives til salg.
Ligesom vinene i ”Premium Monovarietale" serien er dette en vin, som har imponeret både de nationale og de internationale anmeldere i hele det nye millennium og på forunderlig vis bliver den ved med at imponere hvert eneste år uanset hvilke udfordringer årgangene disker op med. Alvaro Pecorari bliver bare ved med at vise os sin tæft for det omhyggelige markarbejde, det mange gange nærmest magiske valg af høsttidspunkt og sidst, men ikke mindst det lydhøre u-manipulerende arbejde i kælderen!