Vi hylder og mindes Georges Duboeuf ved at tage fine ambassadører fra 2019-årgangen fra alle 10 Cru'er, samt Beaujolais og Beaujolais Village i sortiment. Vine, som Georges Duboeuf helt sikkert nåede at smage, inden han den 4. januar fik et slagtilfælde og døde i sit hjem 86 år gammel.
Georges Duboeuf var til sidst en ældre herre, som efterhånden påtog sig en rolle, der mest mindede om en ældre statsmands. Ikke desto mindre var den sirlige slanke mand med det hvide hår og den pastelfarvede cashmere-trøje henslængt over skuldrene lige til det sidste en hyppig og sikkert også begejstret gæst på produktionsplatformen i Romanèche-Thorins. Georges Duboeuf var af natur optimistisk og gennem livet gjorde han Eric Idle's ord til sine: "Always look On The Bright Side Of Life".
Hvis Georges Duboeuf havde kunnet fortælle om 2019-årgangen, ville han sikkert have koncentreret sig om den regn, der faldt i slutningen af august i tilpasse mængder til, at de tørstende druer fik sat skub i den sidste del af modningen, og at de sidste uger i september blev en jubelhøst, som igen gjorde det muligt at producere saftige og charmerende vine. Og vi skulle hilse og sige, at bundniveauet på Georges Duboeuf’s Line Up i 2019 er imponerende højt.
Det triste er så, at mængderne er beskedne, men det ville Georges Duboeuf næppe have brugt mange ord på. Den 18. august raserede voldsomme haglbyger omkring 1.500 ha. og skød visse steder mellem 20-50% af druerne til plukfisk. Tidligt i juli oplevede man noget næsten tilsvarende, og i slutningen af april sved morgensolen knopperne på tusindvis af vinstokke, efter at nattefrost havde fået duggen til at fryse. I forhold til gennemsnittet de seneste 5 år er høstudbyttet nede med næsten 30%.
Darroze-familien, som ejer Clos des Quatre Vents, har været med Georges Duboeuf lige siden hans eventyr tog fart, og de sidste 35 år har Duboeuf og hans team stået for både pasningen af vinstokkene, høsten, produktionen og distributionen. Der er tale 12 ha. næsten alle på de granitrige skråninger, der omkring Clos des Quatre Vents, og hovedparten i læ af et bælte af høje fyrretræer. For at sikre, at der her ikke bare er tale om en charmerende, men også ganske imponerende Fleurie, har team Duboeuf valgt at lade vinstokkene stå lidt længere end de fleste andre. I forbindelse med 2019-høsten passerede deres gennemsnitsalder således de 60 år.
Der er tale om manuel høst og semi-maceration-carbonic af de hele druer og malolaktisk gæring i temperaturstyret rustfrit stål hvorefter omkring 25% af vinen modner i 8 måneder i delvis nye fade inden den endelige vin sammenstikkes tilbage i de rustfri ståltanke en månedstid forud for aftapningen på flaske.
En flot ganske intens Fleurie hvor de saftige røde bær finder sammen med nogle lidt dybere, mørkere bærtoner, peber og andre krydderier i et ædelt og vedholdende udtryk, som ikke undgår at imponere.
Velegnet til det meste, men bedst sammen med de mere elegante serveringer.