• 0 Kurv

    Kurv overblik

    Du har ikke noget i din kurv endnu...
    Total (heraf moms: 0,00) 0,00

Frisk, Italiensk pasta fra Mastro – kvalitet uden kompromis

Vi kan med stolthed præsentere et nyt samarbejde med Mastro, som udover at være en restaurant i Hellerup også er producenter af noget af den bedste friske pasta, man kan komme i nærheden af i Danmark.

 

Hver uge får vi leveret frisk pasta i fire varianter fra Mastro. Pastaen laves umiddelbart inden vi modtager den, og vi kan derfor tilbyde helt frisk pasta – og det kan smages! Hos Mastro anvendes intet andet end økologisk durummel og vand i pastaen, og de rene råvarer bidrager til et ærligt og ikke mindst yderst velsmagende produkt, som du nu kan finde på køl i butikken.

Vælg mellem spaghetti, tagliatelle, strozzapreti og mezze maniche, som alle blot skal koges i 2-3 minutter inden servering. 

 

Mezze maniche

Mezze maniche har form som en lille cylinder og betyder ’korte ærmer’ på italiensk. Pasta-typen har sine rødder i området omkring Piacenza i Emilia-Romagna. I sit hjemland bliver denne pasta-type ofte brugt i vegetar- eller fiskeretter, men det betyder ikke, at du ikke må servere den med kød herhjemme.

Serveringsforslag: Servér Mezze maniche med god sauce af finthakkede svampede, rosmarin og fløde eller brug den i en ret med rejer, zucchini, chili og citron. Du kan med fordel servere Mezze maniche til retter med en tyk sauce med flere ingredienser, da denne type pasta er ideel til at ’fange’ både sauce og ingredienser. 

 

Strozzapreti
Strozzapreti betyder temmelig direkte oversat ’kvalt præst’ og henviser til tiden under Middelalderen. Her konfiskerede den katolske kirke kød og æg fra landmændene i Emilia-Romagna, hvilket resulterede i, at landmandskvinderne måtte lave pasta uden æg. Det blev de så vrede over, at de håbede, at præsterne, der kom til søndagsfrokost, blev kvalt i deres pasta.  

Serveringsforslag: Strozzapreti er håndrullede, aflange pastaer, der nemt ’fanger’ sauce. Servér strozzapreti simpelt med en god grøn pesto, halverede cherrytomater og drys med parmesan. Eller fold dig ud og servér strozzapreti toppet med stracciatella-ost (den cremede midte fra burrata, hvorfor burrata også fint kan bruges) og cherrytomater, god olivenolie, salt, peber og basilikum – en middag du sent vil glemme!

 

Tagliatelle
Tagliatelle er semi-brede båndspaghetti. Fra italiensk tagliare’, der betyder at ’skære’, eftersom at pastadejen rulles ud og skæres i den ønskede bredde. Pastaen bruges ofte i robuste retter som ragù og bolognese.

Serveringsforslag: Vores kokke vil servere tagliatelle fra Mastro helt simplet med brunet smør, salvie (der let friteres i det brunede smør) og godt med Parmegiano Reggianio. Buon appetito!

 

Spaghetti
Spaghetti – den måske mest ikoniske pasta-type – serveres ofte med tomatsauce, friske krydderurter og toppet med Parmegioano Reggiano eller Grana Padano. Herhjemme spiser vi den ofte tørret, og det er bestemt ikke ringe, men den frisklavede spaghetti hæver lige barren på dit hverdagsmåltid.

Serveringsforslag: Prøv Spaghetti fra Mastro i en klassisk Carbonara eller Spaghetti ’n’ Meatballs. Eller helt simpelt og som i Syditalien; med hvidløg og god olivenolie. Questo è tutto!  

 

 

Opskrift

Trøffelpasta

Super–simpel med luksuriøs velsmag.

Få opskriften