Vores fine Sauvignon Blanc og Pinot Noir Les Rafelieres fra Maison Sauvion har i adskillige år tilhørt de mest populære vine i det mere overkommelige prissegment, så det lå ligesom lige til højrebenet at rette henvendelse til Pierre-Jean Sauvion, der kalder sig selv for en "Façonneur de Plaisir", og spørge om han ikke havde lyst til at trække lidt i trådene, så vi kunne få udvidet serien med fine bobler.
Det ville Pierre-Jean selvfølgelig gerne, og selvom han ikke selv producerer mousserende vine, var det ikke nogen svær opgave. Maison Sauvion har i adskillige år samarbejdet med Lacheteau i Mouzillon syd for Nantes, som er en af de største og mest pålidelige Crémant producenter langs Loire floden, og det er her, han har fået sammenstukket denne Crémant de Loire til os.
Lacheteau samarbejder med en lang række små vinbønder på begge sider af Loire-floden, og det er Chenin Blanc, Cabernet Franc og Chardonnay frugt fra nogle af dem, som er blevet sammenstukket til denne vin. Den er blevet tappet på flaske sammen med lidt rørsukker og opformeret gær, og efter den fornyede gæring har den fået lov til at modne i samfulde 18 måneder (dobbelt så lang tid som mindste kravet i regulativet for appellationen) inden den er blevet degorgeret med en relativt beskeden dosage på 8g/L.
Vinen skænkes med fint skum og små stædige perler. Den er dejligt blomstrende med friske æbler, mandarin og sprød citrus i de centrale roller. Dejlig rent smagende og på én gang frisk og rund. Meget velafstemt i et udtryk som rammer dejlig bredt, uden det på nogen måde bliver kedeligt.
Selvfølgelig velegnet som aperitif og samtidigt tør nok til at den også omfavner retter med fisk og skaldyr, lyst fjerkræ og andet lyst kød.