Det er gået stærkt, siden Michel Chapoutier som 26-årig satte sig i spidsen for det historiske hus i det nordlige Rhône og få år senere købte sig fri af familiens indflydelse. Hans eventyrlyst og vilje til at spænde buen til bristepunktet kender ingen grænser, og det antal projekter, der bærer hans signatur, gør, at han af mange opfattes som en regulær rock star i vinens verden.
Domaine Bila-Haut og dets omkring 60 ha. med veleksponerede parceller kom til i slutningen af 1999 og efter noget, der lignede 6 års tænkepause, fulgte et par superintense Roussillon vine, som udfordrede og overraskede, da de internationale anmeldere fik dem skænket efter, at var blevet beværtet med Chapoutier Rhône vine på hovedsædet i Tain l’Hermitage.
Blandt andet susede Jeb Dunnuck i april 2014 (dengang han var Robert Parkers betroede frontkæmper i Rhône) op på og forbi de 95 point samtidig med at han noterede at ”VIT from Latour de France and the RI from Lesquerde (..) get close to the pinnacle of Syrah, and will stand toe to toe with the greatest Syrahs from the northern Rhône and California”. Og da Jancis Robinson i juni 2015 smagte vinene fra 2014-årgangen fra fadene, overraskede hun mange, da hun konkluderede, at de var "Much more exciting and tense than the Chapoutier Châteauneufs".
Resten er som man siger historie. De stærkt limiterede topvine fra Bila-Haut, de såkaldte Selection Parcelaires, skal i dag tælles med blandt de mest eftertragtede i verden, og vi har såmænd måttet vente i 2 år på at kunne få lov til at præsentere topvinene.
Her er det Côtes-du-Roussillon Villages Latour de France V.I.T., hvor de indviede vil vide at ” V.I.T” står for det latinske udtryk ” Visitare Interiore Terrae” hvilket kan oversættes til noget i retning af ” besøge jordens indre”.
Der er tale om frugt fra 2 små højt beliggende parceller med mere end 70 år gamle revitaliserede Grenache og Syrah vinstokke på en ufrugtbar granitrig eroderet skråning, hvor det sjældent lykkes at høste mere end det der svarer til 20 hl. pr. ha. Høsten er naturligvis manuel og der sker en soignering både oppe på skråningen og nede på vingården i landsbyen. Alle stilke fjernes inden druerne knuses og gæres til vin uden fremmede gærstammer i rustfrit stål. Herefter følger 18 måneder i en blanding af nye og brugte demi-muids (600 liters fade) inden den endelige cuvée sammenstikkes og tappes på flaske uden klaring eller filtrering.
Duften er meget åben, ekspressiv og kompleks med noter af brombær og blåbær, hvid peber og en symfoni andre krydderier. Smagen er potent og kraftfuld, men samtidig med meget bløde tanniner og en nærmest æterisk finish. Passer perfekt til en god lammesteg eller -kølle. Det er en vin, der kan gemmes i over ti år, men den kan også. og endda med stor fornøjelse drikkes nu, men husk så dekantering.