Marie-Pierre d'Ardhuy og Eric Plumet beviser med denne seriøst vellavede Cuvée Garance nok engang at de mestrer det saftige og meget imødekommende udtryk i deres Côtes du Rhône. De slår deres folder oppe på det stadig ikke videre kendte Massif Uchaux, der ligger på højde med Cairanne og Rasteau bare lidt tættere på Rhône-floden. Marie-Pierre fik vingården foræret af sin far Gabriel d'Ardhuy (Domaine d'Ardhuy i Bourgogne), da hun afsluttede sine vinøse studier tilbage i 1981, og siden har hun sammen med sin mand været først mønsterbryderen og siden selve frontfiguren i den transformation fra konventionel drift til økologi og biodynamisk landbrug, som mange vinbønder på Massif Uchaux kastede sig ud i allerede inden, myndighederne havde fået de formelle rammer for en certificering af deres bæredygtigt landbrug på plads.
Der er tale om frugt fra 4 sydøstligt eksponerede parceller med både kiselholdig og kalkholdig sandsten, der blot er adskilt af landevejen og lille markvej. Der blev høstet maskinelt mellem den 7. og den 30. september med en sortering af frugten foran kælderen hvor blade, insekter og beskadigede druer blev taget fra inden de fleste stilke blev fjernet fra Grenache druerne, mens de hele drueklaser med Syrah og Mourvèdre røg direkte i de Thermo regulerede stål og betontanke, hvor der blev gæret uden fremmede gærstammer i 17-21 dage. For at intensivere profilen blandes den frit løbende vin med en del "vin de presse" efter gæringen, hvorefter den modnede i tankene frem til den 17. juni, hvor den blev tappet på flaske uden klaring eller filtrering og med sympatisk lav svovltilsætning.
En dejlig vin som nyder godt af, dels at Marie-Pierre og Eric konsekvent har smidt fadene på porten, fordi de her prioriteter frugt og garrigue, dels af at som Marie-Pierre formulerer det: ”Vores urtete med brændenælde, røllike, kamille sammen med vores hornmøg har gjort underværker og hjulpet vores vinstokke til at undgå vandstress og modstå sommerens ekstreme varme.”
Dejlig frugtfyldt med Victoria-blommer og hindbær både i frisk og syltet form i front, men også med tjære, lakrids, peber og den buket af pirrende urter, som vi har lært at kalde garrigue. På én gang intens og let til bens. Helt enkelt meget elskelig.
John Livingstone-Learmonth, der har været en af Rhône-dalens ypperste ambassadører siden 1973 har opfundet begrebet STGT (the Soil to Glass Transfer Group) hvor han på tvært af Parker point og andre rating taler om en gruppe af producenter, der med salig Auguste Clape i Cornas som rollemodel, formår at skabe vine der reflekterer "the beauty of the vineyard and the celler in one bottle". I følge Learmonth tilhører Domaine La Cabotte og denne vin denne gruppe.
Dette er en vin fremstillet med såkaldt lav intervention, og så behersket anvendelse af svovl, at vi nærmer vi os naturvins familien. Hos Løgismose taler vi ligesom mange andre om, hvor "Funky" oplevelsen er. Det er et udtryk for, hvor vidt vinene smagsmæssigt adskiller sig fra konventionelt producerede vine, og for at forventningsafstemme og gøre det lidt nemmere at navigere i dette spændende univers har vi valgt at graduere dette grafisk:

Forvent ingen eller meget begrænsede naturvins-karakteristika.