En på en gang frugtig, saftig og dejlig intens Côtes du Rhône, fra Benjamin Béguin, som nu for alvor er stemplet ind blandt den hastigt voksende skare af vinmagere, som forstår at kombinere power og wow-effekter med subtil delikatesse.
Vinen er skabt på økologiske druer, der høstes nær den berømte Pont du Gard i den absolut allersydligste del af Rhône-distriktet, hvor Château Montfrin for få år siden erhvervede en lille vinmark på 1,3 ha. med runde rullesten ikke ulig dem, som vi finder i Châteauneuf-du-Pape. Grenache er den dominerende drue der her i den generøse 2018-årgang er blevet høstet ved optimal modenhed uden at man skulle tage højde for et potentielt tårnhøjt alkoholindhold.
Druerne er gæret i rustfrit stål først ved lidt høj temperatur i et par dage for at "tilgodese de varme krydderier", som Benjamin Béguin udtrykker det, og dernæst ved 18-20 grader i 21 dage. Herefter er vinen modnet i samme ståltanke i 10 måneder frem mod aftapningen på flaske, der er sket uden klaring og filtrering.
Dejlig duft af Sydfrankrig med vejsideurter, mørke blommer, kirsebær, kanel og lakrids. Derpå følger masser af karakter, intensitet og en gennemgående rund mundfølelse, der bliver eksekveret på en bund af bløde tanniner, som kun antydningsvis fornemmes til allersidst, hvis vinen nydes uden mad. Ikke noget muskelbundt, men veludført og så smukt balanceret, at man gerne nyder et ekstra glas og et til…
Prøv den for eksempel sammen med en langsomt braiseret svinenakke tilberedt med æbler, timian, mørk øl, gulerødder og porre eller helt simpelt til en saftig steak tartare med hjemmegjorte fritter.